Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Målinger af performance kan føre til stress

03. april 2017

Vi vejer og måler i et væk, men bliver organisationen egentligt mere produktiv af, at vi måler på alt? I en ny artikel fra Ledernes digitale tidsskrift Ledelse i Dag advarer psykolog og ph.d. Malene Friis Andersen mod at fortabe sig i individuelle performancemålinger.

Der er god grund til at overveje, hvad der sker, når vi vejer og måler på alt i arbejdslivet, mener Malene Friis Andersen, der er medredaktør på bogen ”Tæller vi det, der tæller – Målstyring og standardisering i arbejdslivet”.

- Individuelle performancemålinger risikerer at udtørre den sociale sammenhængskraft i organisationen. Følelsen af at være i samme båd forsvinder, når man måler hårdt på den individuelle præstation, og hovedspørgsmålet går fra at være: kan vi klare den her opgave – til: kan jeg klare den her opgave, siger Malene Friis Andersen til Ledelse i Dag.

I dag går skønne kræfter til spilde, mennesker bliver syge, og vi har endnu til gode at finde balancen mellem målstyring og trivsel

Psykolog Malene Friis Andersen

Hun understreger, at hun ikke grundlæggende er imod målinger, men at det er vigtigt at forstå, hvilke konsekvenser individuelle performancemålinger har på mennesker.

LÆS OGSÅ: Ledere tænker på jobbet når de har fri

- Målstyring og standardisering er blevet en del af det moderne arbejdsliv, men meget tyder på, at det er svært at designe målinger, der favner kompleksiteten i vores arbejdsliv, og at individuelle performancemålinger ikke er befordrende for samspil, innovation og kreativitet, påpeger Malene Friis Andersen.

Konsekvenserne ved individuelle performancemålinger kan ifølge hende være alt fra stress hos den enkelte til mangel på sammenhængskraft i organisationen og reduceret lyst til at dele viden.

- Vi skal forstå, hvad det gør ved os, når konkurrenceelementet, som indgår i de fleste kulturer, går fra at være kortvarigt, intenst og afgrænset til at være kronisk og allestedsnærværende. Individuelle performancemålinger skaber en fornemmelse af, at vi er i konkurrence med vores kollegaer, at vi altid bør kæmpe for og kan blive bedre – og at der er tydelige vindere og tabere, siger Malene Friis Andersen.

LÆS OGSÅ: Nulfejlskultur dræber innovation

Ifølge hende skal der tages et opgør med tankegangen om, at medarbejdere motiveres bedst, hvis de kan se deres egne resultater tydeligt afspejlet i simple mål, eller yder deres bedste, hvis de ”piskes med gulerødder” i form af tilbud om personlig udvikling – der overordnet set er styret af organisationens behov.

Tiden er til at stoppe op og reflektere over, hvordan man i praksis får mennesket, fagligheden og samarbejdet tilbage.

- I dag går skønne kræfter til spilde, mennesker bliver syge, og vi har endnu til gode at finde balancen mellem målstyring og trivsel, fastslår Malene Friis Andersen.