Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Løn spiller stor rolle, når ledere kigger på nyt job

31. august 2015

Størrelsen på den månedlige lønoverførsel har stor betydning for halvdelen af de ledere, der har rettet kikkerten mod et nyt job. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne. Den afslører samtidig, at de ledere, som ikke er jobsøgende, alligevel kan fristes af et nyt job, hvis skiftet indebærer en markant højere løn.

Ifølge undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 3.783 ledere, betegner 48 procent af lederne med jobskifteplaner ønsket om en højere løn som vigtigt eller meget vigtigt. Dermed kommer løn ind på en 3. plads blandt motiverne for at ville skifte job – kun overgået af ønsket om nye udfordringer og manglende avancementsmuligheder på den nuværende arbejdsplads.

Jeg kan godt forstå, at der for en privatansat leder, som gennemsnitligt tjener knap 53.000 kroner om måneden, skal mere end en tusindkroneseddel til at sige sit gode job op og begynde på et nyt.

Svend Askær, formand for Lederne

Formanden for Lederne Svend Askær kan godt forstå, at kroner og øre for mange ledere er blandt de tungtvejende årsager til at ville videre i karrieren.

- Det er i forbindelse med jobskifte, man som leder har mulighed for at give sin månedsløn et pænt løft. Mens de færreste ledere får det store udbytte af de årlige lønsamtaler, når de først sidder i jobbet, viser erfaringen, at man ved forhandling af kontrakt med en ny arbejdsgiver i højere grad har chancen for at hæve lønnen. Og de nye, positive vinde, der blæser i erhvervslivet ovenpå kriseårene, giver både lederne blod på tanden i forhold til at komme videre i karrieren og en bevidsthed om, at deres markedsværdi er blevet øget, siger Svend Askær.

LÆS OGSÅ: Pressemeddelelse: Over halvdelen af lederne vil have nyt job

I Ledernes nye undersøgelse bliver de ledere, der har angivet, at de ikke ønsker at skifte job i øjeblikket, spurgt, om penge kan rykke på dén opfattelse. 73 procent af de ikke-jobsøgende svarer ”ja, måske” til, at de alligevel er klar til at skifte job, hvis de bliver tilbudt et job med en højere løn end den nuværende, mens kun én procent siger ”ja, helt sikkert”. På spørgsmålet om, hvor meget månedslønnen før skat helt konkret skal vokse, før de pågældende er klar til at sætte underskriften på en ny ansættelseskontrakt, angiver seks ud af ti et sted mellem 4.000 og 10.000 kroner. 22 procent vil op på et lønhop på mindst 10.000 kroner, før det kan komme på tale at skifte job.

- Har man den grundholdning, at man ikke p.t. skal have nyt job – og den opfattelse kan der jo være mange gode grunde til – skal der for de fleste ledere et virkelig godt og spændende jobtilbud på bordet med nogle favorable vilkår, før de kan lade sig overbevise om at skulle videre i karrieren. Og jeg kan godt forstå, at der for en privatansat leder, som gennemsnitligt tjener knap 53.000 kroner om måneden, skal mere end en tusindkroneseddel til at sige sit gode job op og begynde på et nyt, fastslår Svend Askær med henvisning til, at kun én procent af de ikke-jobsøgende ledere er klar til alligevel at skifte job, hvis lokkemaden består af mellem 1.000 og 2.000 kroner mere i månedsløn.

LÆS OGSÅ: Lederne bruger netværk til at finde nyt job

Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i september.

Viden om ledelse banner