Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Mit Lederne

Nyheder

Ledige skal behandles individuelt

19. september 2016

Giv de stærke ledige råderum til selv at skaffe sig nyt job, og styrk indsatsen over for de, der virkelig har brug for hjælp til at komme ud af ledighed, er Ledernes holdning. 

Det er helt forkert, at vi har en ”one size fits all”-model, hvor alle ledige skal igennem den samme mølle, er holdningen hos Lederne. Derfor slår organisationen på tromme for, at der bliver frigjort ressourcer til at skrue forløb sammen, som passer til den enkelte ledige. 

"Vores erfaring i samarbejdet og dialogen med vores ledige medlemmer er, at det er uhensigtsmæssigt, at alle skal igennem den samme proces, uden hensyn til om den ledige kan selv eller har brug for støtte til jobsøgningen. Ressourcerne bruges simpelthen skævt", siger direktør i Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris.   

Som systemet er nu, spilder mange ressourcestærke ledige værdifuld tid på at dukke op til samtaler i jobcentret, der ikke skaber værdi, men som blot stjæler tid fra reel jobsøgning.

Bodil Nordestgaard Ismiris, direktør hos Lederne

Behov for et mere fleksibelt system
Nye tal fra Ledernes Hovedorganisation viser, at hvis et medlem har været ledig fire-fem gange før, øges medlemmets ledighed gennemsnitligt med 11,7 uger. Og hvis en ledig i ”ringe grad” er motiveret til at søge et nyt job, øges ledigheden med 4,4 uger. Derudover vokser ledigheden med seks uger, hvis man som ledig kun i ”ringe grad” føler sig klædt på til at gøre et positivt indtryk til en jobsamtale. 

"Tallene viser med al tydelighed, hvorfor vi i a-kasserne skal have lov til at koncentrere vores indsats om de ledige, der rent faktisk har brug for vores hjælp og vejledning", fastslår Bodil Nordestgaard Ismiris.

Samtaler er det nye sort
Og selvom man med beskæftigelsesreformen har indført en række nye samtaler med ledige, løser det ikke de aktuelle udfordringer – langt fra, lyder det fra Ledernes direktør. 

"Samtaler er i beskæftigelsesreformen blevet det nye sort – jo flere, desto bedre, synes devisen at være uden at skele til kvaliteten af disse samtaler. Men allerede nu har vi eksempler på, at store kommuner planlægger at indkalde de ledige til samtaler af 10 minutters varighed med både a-kasser og jobcentre. I min optik levner 10 minutter ikke rum til kvalificeret sparring, men smager mere af noget, der skal overstås hurtigst muligt", siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Mange spilder deres tid
Hun mener derfor ikke, den nye beskæftigelsesreform giver mulighed for at målrette indsatsen i forhold til den enkelte lediges behov. Derfor arbejder Lederne for at gøre systemet mere fleksibelt. 

"Som systemet er nu, spilder mange ressourcestærke ledige værdifuld tid på at dukke op til samtaler i jobcentret, der ikke skaber værdi, men som blot stjæler tid fra reel jobsøgning. På den anden side er den nuværende model ikke god nok til at hjælpe de ledige, der er i risiko for langtidsledighed. Det er både ærgerligt for de ledige og dyrt for samfundet på den lange bane", understreger Bodil Nordestgaard Ismiris. 

 
Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback