Mit Lederne

Nyheder

Lederforeningen i TDC (LTD) tilslutter sig Lederne

11. december 2018

Lederne får pr. 1. april 700 nye medlemmer, når LTD bliver en del af Lederne.

Den 1. april 2019 vil LTD blive en del af Lederne. Det blev besluttet på en ekstraordinær generalforsamling i LTD forleden. LTD har forhandlingsretten for ledere og særligt betroede medarbejdere i TDC A/S og Itadel A/S og har 700 medlemmer.

Ledernes formand, Svend Askær, glæder sig til at tage imod de nye medlemmer. Det er den anden mindre lederorganisation, som slutter sig til Lederne på kort tid. 1. oktober var det Søfartens Ledere og deres knap 4.000 medlemmer, som blev en del af Lederne under navnet Lederne Søfart. Ledernes Hovedorganisation har nu i alt over 125.000 medlemmer.

- Jeg er glad for, at LTD besluttede at sige ja til optagelse i Lederne. Det viser, som med Søfartens Ledere, at vi kan tilbyde en model, hvor lederorganisationer kan nyde godt af Ledernes kompetencer og stærke medlemsservice, samtidig med at de bevarer en selvstændighed. Og det stiller Lederne endnu stærkere som den organisation, der varetager de danske lederes interesser og kæmper deres sag på den politiske scene, siger Svend Askær.

Thomas Lech Pedersen, formand for LTD, ser frem til at blive en del af Lederne.

- Jeg er sikker på, at optagelsen i Lederne vil betyde endnu bedre service til vores medlemmer. Det betyder, at vi også i fremtiden vil kunne yde den personlige rådgivning, som vi altid har sat meget højt. Samtidig vil medlemmerne få mange nye muligheder i kraft af de stærke kompetencer, som Lederne har. Det gælder blandt andet ledernetværk, karrieresparring og kurser, siger Thomas Lech Pedersen.

Kontaktoplysninger

Søren Kudahl
Pressechef, Lederne
Tlf.: 2338 4211
E-mail: sku@lederne.dk

 

 

Morten Bonde Pedersen
Pressekonsulent
Direkte: 3283 3456
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lederne.dk