Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Lederens lod at fordele upopulære vagter

23. november 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: De fleste vil helst have fri i julen, så lederen bør gøre noget ekstra for de medarbejdere, som er på arbejde.

I sidste uges dilemma på business.dk var lederen Vibeke i tvivl om, hvordan hun skulle gribe julevagtplanen an. Denne jul er det første gang, at telefonerne i kundeservice har åbent døgnet rundt alle dage, så der er mange upopulære vagter, der skal deles ud. Hun overvejer at frede medarbejdere med børn eller trække lod, så det bliver tilfældigt.

Ifølge ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen giver julevagtplaner altid anledning til snak.

- Det er ofte nogle ret upopulære vagter, og der vil altid være nogle, som synes, at fordelingen af julens vagter er uretfærdig. Men det er nu engang lederens lod at fordele dem, siger Flemming Andersen.

Det kan lyde meget sympatisk at frede dem med børn, men det er ikke helt fair. Man kan have valgt ikke at få børn, men stadig have stærke familietraditioner i julen

Ledelsesrådigver hos Lederne Flemming Andersen

Han synes hverken, at det er en god idé at frede dem med børn eller trække lod.

- Det kan lyde meget sympatisk at frede dem med børn, men det er ikke helt fair. Man kan have valgt ikke at få børn, men stadig have stærke familietraditioner i julen. Tilfældig lodtrækning er problematisk, for som leder er man interesseret i at sikre en god spredning i kompetencer og erfaringsniveau på vagten. Især nu, hvor det er første gang, at de prøver at holde åben i julen, påpeger Flemming Andersen.

Han anbefaler derfor løsning nummer 1. Vibeke må selv udpege medarbejderne for at sikre, at de forskellige teams har den rette fordeling af kompetencer.

LÆS OGSÅ: Ledere er bange for at lede

Ledelsesrådgiveren tilføjer, at det er vigtigt, at lederen gør lidt ekstra for de medarbejdere, som er på vagt i julen, så ikke de fremstår som dem, der har ”trukket nitten”.

- Lederen bør gøre sit bedste for at gøre arbejdsdagene i julen hyggelige. Hun kan sørge for god forplejning, måske give dem en lille gave og så kan hun kigge forbi i løbet af vagterne for at vise, at de er i ”samme båd,” og at hun påskønner deres indsats, siger Flemming Andersen.