Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Lederen skal turde lytte når samarbejdet ikke fungerer

20. april 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Tillid og tålmodighed er nøgleord for lederen, der gerne vil fremelske bedre kollegaskab i teamet.

I sidste uges dilemma, der har været til afstemning på business.dk, oplever rådgivningschefen Kim, at temaet, som han har været leder for i tre måneder, ikke samarbejder særligt godt. Han har en fornemmelse af, at gammelt nag forpester hans forsøg på at skabe holdånd.

LÆS SIDSTES UGES DILEMMA HER: Når medarbejderne ikke kan lide hinanden

Hvad Kim fornemmer efter tre måneder med teamet er ikke nok. Han bliver nødt til at undersøge, om der overhovedet er et problem

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen

-Hvad Kim fornemmer efter tre måneder med teamet er ikke nok. Han bliver nødt til at undersøge, om der overhovedet er et problem. Og i givet fald, hvad det skyldes, siger Helle Bruun Madsen.

Hvis det viser sig, at Kims fornemmelse holder stik, er Helle Bruun Madsen ikke i tvivl om, at det er en ledelsesopgave at arbejde på at styrke fællesskabet i teamet - sammen med teamet.

Hun forklarer, at det kræver hår på brystet af en leder at gå ind i arbejdet med at få løst op for gamle konflikter og samarbejdsvanskeligheder:

Hvis Kim vil have sit team til at fungere som et hold, skal han starte med at arbejde på at vinde sine medarbejderes tillid

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen

- Hvis Kim vil have sit team til at fungere som et hold, skal han starte med at arbejde på at vinde sine medarbejderes tillid. Det gør han ved at gå i dialog med dem og anerkende og rumme det, de eventuelt fortæller ham.

Helle Bruun Madsen ville råde Kim til at indkalde sine medarbejdere til én-til-én samtaler, hvor han spørger ind til, hvordan de hver især oplever klimaet i teamet, og hvad de eventuelt kunne ønske sig var anderledes, samt invitere dem til at komme med forslag til, hvordan de vil bidrage til at få skabt et godt team.

- Det kan være, at Kim derefter skal benytte anledningen til se på, om han kan organisere sit team anderledes, og om der er opgaver, der skal flyttes eller løses på andre måder. Det kan også vise sig, at det er nødvendigt at få hjælp udefra for at få løst problemet. Derfor er det vigtigste, at Kim går til samtalerne med åbent sind og mandsmod til at lytte og tage imod.

Helle Bruun Madsen anbefaler løsningsmulighed nummer et.