Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Ledere til tre samtaler, før de bliver tilbudt nyt job

12. februar 2018

Processen, når danske virksomheder skal besætte et ledigt lederjob, indbefatter et stigende antal samtaler. Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne baseret på svar fra 3.390 ledere kan hver tredje leder således nu se tilbage på tre eller flere ansættelsessamtaler, inden de bliver tilbudt jobbet.

Undersøgelsen, som er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, viser, at blandt de ledere, som blev ansat før 2005, var normen at deltage i kun én ansættelsessamtale, inden kontrakten blev forsynet med en underskrift. Mens 47 procent kun behøvede at møde op til én samtale, deltog 14 procent af lederne i 2005 eller tidligere i tre eller flere ansættelsessamtaler. 

Rekrutteringer er ikke venstrehåndsarbejde, men derimod noget, der tages dybt alvorligt

Teamchef og ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt

Andelen, der mødte op til tre eller flere samtaler i forbindelse med et potentielt nyt job, voksede i perioden 2010-2013 til 24 procent, og blandt ledere ansat i perioden 2014-2017 er det hele 34 procent, som angiver, at de har deltaget i mindst tre ansættelsessamtaler.

 

Rekrutteringsproces er professionaliseret

Ifølge teamchef og ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt vidner tallene om en stadig mere grundig rekrutterings- og ansættelsesproces, især når virksomheder skal besætte top- og mellemlederjob.

- Hele processen omkring ansættelse af ledere er blevet professionaliseret de senere år. Og når vi nu er oppe på, at hver tredje leder skal møde op til mindst tre samtaler forud for ansættelsen, understreger det hele det seriøse og meget grundige arbejde, som virksomhederne udfører for at finde den helt rigtige leder. Rekrutteringer er ikke venstrehåndsarbejde, men derimod noget, der tages dybt alvorligt – dels for at vide sig så sikker som mulig på, at man nu også ender op med at tilbyde jobbet til den bedste kandidat, dels fordi virksomhederne er meget bevidste om, hvor dyrt og besværligt det er at ansætte en person, der viser sig som et dårligt match, siger Michael Uhrenholt.

LÆS OGSÅ: Ledere hyres og fyres af forskellige grunde

Han oplyser, at der er lavet undersøgelser, som viser, at en fejlrekruttering koster mellem 75 og 150 procent af en årsløn. Dertil kommer al den tid, som både lederkolleger og medarbejdere risikerer at spilde i forbindelse med ansættelse og indkøring af en ny leder, der enten på virksomhedens eller lederens egen foranledning stopper efter kort tid, pointerer Michael Uhrenholt.

For den enkelte leder kan det være tidskrævende og mentalt hårdt at skulle møde op til tre eller flere ansættelsessamtaler, men ifølge Michael Uhrenholt er det en fornuftig investering.

- På linje med, at virksomheden går grundigt til værks og gerne vil vide sig så sikker som overhovedet muligt på at ansætte den bedste kandidat, kan en række af samtaler også for den enkelte leder være med til at nuancere billedet af den potentielle kommende arbejdsgiver. Ofte bliver den første samtale en overordnet gennemgang af jobindholdet og af kandidatens CV. Og jeg kender til flere eksempler på ledere, som først ved samtale nummer to eller tre har følt, at de er kommet i dybden med dels at få afstemt forventninger og dels at få spurgt ind til ledelsens værdier, siger Michael Uhrenholt.

LÆS OGSÅ: Kun en ud af 50 ledere står uden job

Selvom 34 procent af de ledere, som blev ansat i 2014-2017 deltog i tre eller flere samtaler, er det mest almindelige dog fortsat at blive ansat på baggrund af to ansættelsessamtaler, 39 procent har deltaget i to samtaler, mens 24 procent kun var til én samtale, inden de blev præsenteret for en kontrakt. De resterende fire procent af lederne var slet ikke til samtale, inden de fik jobbet.

Rekrutteringsundersøgelsen i sin helhed offentliggøres senere på foråret.