Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledere skal stille skarpt på kerneopgaven

15. juni 2015

I en kompleks verden med omskiftelige og måske endda modsatrettede krav er fokus på kerneopgaven det, der kan udgøre et stabilt fundament. Derfor er det en ledelsesopgave at sørge for, alle er enige om, hvad kerneopgaven er, siger ledelsesforsker på DTU Kasper Edwards i et interview med Ledelse i Dag.

- Man er nødt til at have en fælles forståelse for den grundlæggende opgave for at kunne etablere tillid, retfærdighed og et velfungerende samarbejde. Medarbejderne skal være enige i, hvad det er, man arbejder sammen for at nå, og man skal kunne se sig selv i den kerneopgave, siger Kasper Edwards, der er medlem af Ledernes tænketank om kompleksitet, til Ledelse i Dag.

Lederen må tolke de mange signaler og oversætte dem til noget konkret forståeligt for medarbejderne.

Kasper Edwards, medlem af Ledernes tænketank

Et fundament af tryghed
Ledelsesforskeren har i sit arbejde på DTU særligt fokus på, hvordan ledere skaber sammenhæng mellem social kapital og produktivitet. Ifølge Kasper Edwards handler social kapital om tillid, retfærdighed og et velfungerende samarbejde. Når de tre elementer er på plads, smitter det af på produktiviteten. Men kompleksitet kan sløre billedet af, hvad kerneopgaven består af.

LÆS OGSÅ: "Don't let complexity get in your way" - Konference om ledelse i en kompleks global verden

- Når kompleksiteten øges i en afdeling, fordi der for eksempel kommer nye signaler om ændringer eller omstillinger, er det lederens opgave at genetablere det fundament af tryghed, der kan genskabe en fælles retning. Lederen må tolke de mange signaler og oversætte dem til noget konkret forståeligt for medarbejderne, siger Kasper Edwards.

Hele artiklen om kompleksitet og ledelse, hvor også et andet medlem af Ledernes tænketank, Klaus Majgaard fra CBS, medvirker, kan læses i det elektroniske tidsskrift Ledelse i Dag.

Læs "Når kompleksitet er et grundvilkår for ledelse" i Ledelse i Dag

Mere om ledelse og kompleksitet

Viden om ledelse banner