Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledere siger nej tak til sektorskift

10. august 2015

Viljen til at fortsætte lederkarrieren i en anden sektor end den nuværende kan ligge et lille sted for lederne i Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne, foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.

Ifølge undersøgelsen, der er baseret på svar fra 3.783 ledere, er det blandt ledere, som enten er aktivt jobsøgende eller overvejer at skifte job, kun hver ottende, 13 procent, som forestiller sig, at karrieren skal fortsætte i en anden sektor.

En stor del af ansvaret kan placeres hos de rekrutteringsansvarlige i de private og især de offentlige virksomheder og institutioner. De er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt bevidste om at tænke bredt, når der rekrutteres.

Henning Korsbæk Frandsen, ledelsesrådgiver hos Lederne

Størst modvilje mod at springe over på den anden side af ”muren” har de ledere, som p.t. arbejder i den private sektor. Blandt dem er det kun ni procent, der drømmer om at skrive offentlig leder på visitkortet, mens 38 procent af de adspurgte ledere i den offentlige sektor godt kunne forestille sig en fremtid som privatansat.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Henning Korsbæk Frandsen beklager den meget begrænsede vilje til at skifte sektor, idet han mener, at en større mobilitet blandt ledere ville komme begge sektorer til gode og skabe mere dynamik.

LÆS OGSÅ: Ledernes undersøgelse om jobmobilitet fra maj 2015

- En stor del af ansvaret kan placeres hos de rekrutteringsansvarlige i de private og især de offentlige virksomheder og institutioner. De er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt bevidste om at tænke bredt, når der rekrutteres. Det ses blandt andet tydeligt, når man læser jobopslag til offentlige lederstillinger, hvor jeg godt kan forstå, at man som privat leder ikke føler sig inviteret til at søge. Med nogle ret enkle sproglige virkemidler kunne man i opslagene begynde at signalere, at man også meget gerne modtager ansøgninger fra kandidater, der p.t. befinder sig i den anden sektor, siger Henning Korsbæk Frandsen.

Fordomme spiller ind
Når kun ni procent af de private ledere har offentlige karriereambitioner, hænger det ifølge Henning Korsbæk Frandsen også sammen med de antagelser, der hersker.

- Mange private ledere, som aldrig har arbejdet i det offentlige, antager, at deres udfoldelsesmuligheder og ledelsesret vil blive stærkt begrænset, hvis de foretager et sektorskift. Derudover hersker der mange forestillinger om offentlige lederjob, som udspringer af fordomme, medieomtaler og egne oplevelser med eksempelvis børnenes skole eller den kommunale sagsbehandling, siger Henning Korsbæk Frandsen.

Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres senere på sommeren.

pressebaand