Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledere løber ekstra stærkt inden feriestart

29. juni 2015

Hvis de ledere, som inden for det næste par uger trækker stikket ud og går på sommerferie, har et par ekstra svedperler på panden, er det ikke uden grund. Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne arbejder seks ud af ti ledere nemlig mere end normalt i ugerne op til sommerferiestart.

Ifølge undersøgelsen, der er baseret på svar fra 2.909 ledere, angiver 61 procent af lederne, at de arbejder mere end normalt i perioden op til sommerferien. For de fleste udføres ekstra arbejde i de sidste to uger inden ferien, og opgjort i ekstra timer er det ifølge hovedparten af de adspurgte ledere et sted mellem seks og 10. For 19 procent af lederne er der tale om så meget ekstra arbejde, før det ringer til ferie, at det sammenlagt opgøres til over 20 timer.

Mange af de opgaver, som lederne løber rundt og løser før ferien starter, kan ofte med fordel uddelegeres til andre nøglemedarbejdere.

Flemming Andersen, ledelsesrådgiver hos Lederne

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen mener, at tallene giver anledning til bekymring.

- Som udgangspunkt er der ikke noget forkert i, at der er en konkret opgave, der skal afsluttes, inden lederen er væk fra jobbet i tre uger, og for mange ledere går der også nogle timer op til feriestart med at få uddelegeret opgaver og lagt planer for tiden lige efter ferien. Men har man i de sidste uger inden ferien en ekstra pukkel på 20-30 timer fordelt ud over i forvejen lange arbejdsdage, risikerer man at have hovedet fyldt med arbejde, når man sætter sig ind i flyet på vej på ferie, og dermed tager man arbejdet med på ferie, siger Flemming Andersen.

LÆS OGSÅ: Lederes arbejde i sommerferien giver private udfordringer

Nøgleordet er planlægning

Nøgleordet for at undgå dén situation er planlægning, pointerer ledelsesrådgiveren.

- Det handler dels om at afsætte tid i sin kalender til netop de opgaver, som man på forhånd véd skal løses inden sommerferien, dels handler det rigtig meget om uddelegering. Mange af de opgaver, som lederne løber rundt og løser før ferien starter, kan ofte med fordel uddelegeres til andre nøglemedarbejdere, siger Flemming Andersen.

LÆS OGSÅ: Opskrift på at skabe god balance

Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Den offentliggøres i sin helhed senere på sommeren.

TrivselsSparring

trivselssparring
Trivsel og stress