Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledere dropper en del af ferien og går på arbejde

06. juni 2016

Et nyt ferieår er skudt i gang, og inden længe går mange ledere på sommerferie. Men selvom feriekontoen er fuld, er det ifølge en ny undersøgelse fra Lederne kun halvdelen af de danske ledere, som får holdt al den ferie, de er berettiget til.

Undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 2.014 ledere, viser, at næsten hver anden leder, 44 procent, ikke fik holdt den, de var berettiget til, i det nyligt afsluttede ferieår 2015-2016. Og for mange er der ikke tale om, at det bare er en enkelt eller to feriedage, som går i glemmebogen. 33 procent af de ledere, som gik ud af ferieåret 2015-2016 med plus på feriekontoen, havde mellem seks og 10 overskydende feriedage, og for 20 procent af lederne var der tale om flere end 10 ikke-afviklede feriedage.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen synes, tallene vækker bekymring.

Mange ledere føler sig tilsyneladende uundværlige, og det får den konsekvens, at lederne ikke får ladet batterierne ordentligt op, hvilket ikke kun går ud over lederen selv, men også lederens familie og lederens medarbejdere

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen

- I tidligere lignende undersøgelser fra Lederne har vi set præcis samme tendens, så alt tyder på, at det for næsten hver anden leder er mere reglen end undtagelsen, at man kun holder noget af den ferie, man har krav på. Der kan selvfølgelig være nogle særlige omstændigheder på jobbet, som gør, at man kan blive tvunget til at ændre planer og afbryde eller forkorte sin ferie. Men når vi taler om mere end 10 ikke-afviklede feriedage, synes jeg, det vidner om en gammeldags måde at tænke på. Mange ledere føler sig tilsyneladende uundværlige, og det får den konsekvens, at lederne ikke får ladet batterierne ordentligt op, hvilket ikke kun går ud over lederen selv, men også lederens familie og lederens medarbejdere, siger Helle Bruun Madsen.

LÆS OGSÅ: Med smartphonen på natbordet

I undersøgelsen er lederne blevet bedt om at udpege den primære årsag til, at de ikke har fået holdt al sin ferie i det forgangne ferieår. Og klar topscorer er "jeg kunne ikke passe det ind i forhold til mit arbejde".

Selvom man har travlt og et stort ansvar, kan man med planlægning og uddelegering i langt de fleste tilfælde faktisk godt gå på ferie med ro i maven.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen

- Selvom man har travlt og et stort ansvar, kan man med planlægning og uddelegering i langt de fleste tilfælde faktisk godt gå på ferie med ro i maven. Det handler grundlæggende om at vise tillid til sine lederkolleger og medarbejdere. Rent praktisk handler det for nogen måske om at få en lederkollega til at vikariere i ferien, og for nogen er der derudover den mulighed at stå til rådighed for jobbet ind imellem i sin ferie – for eksempel ved at man aftaler, at man kan træffes for vigtige beslutninger i et givent tidsrum hver anden dag, siger Helle Bruun Madsen.

LÆS OGSÅ: Hver anden leder står til rådighed døgnet rundt

Ledelsesrådgiveren minder om, at ledere er rollemodeller. Derfor kan trenden med ikke at holde al sin ferie risikere at få en uheldig afsmittende effekt, hvis medarbejderne vælger at følge lederens eksempel.

Undersøgelsen "Lederens ferie 2016" offentliggøres i sin helhed i august.

GODE RÅD: Skab de bedste rammer for din ferie

sommervikar

TrivselsSparring

trivselssparring