Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledere bruger mest tid på administration

22. februar 2016

Ledere bruger i gennemsnit 35 procent af deres arbejdstid på administration og organisering. Men de vil hellere bruge tiden på udvikling af personale og forretning.

En ny undersøgelse foretaget af Lederne og analyseinstituttet YouGov viser, at størstedelen af lederes arbejdstid bliver brugt på at administrere og organisere. Samtidig viser undersøgelsen, at jo mere tid, ledere bruger på administration, jo mere utilfredse er de med fordelingen af deres arbejdstid.

- Det er et velkendt problem, når man er leder. Mange ledere synes, at udviklingsopgaverne er det mest spændende og dynamiske ved lederjobbet, men de oplever, at de hænger fast i for mange administrative opgaver, siger ledelsesrådgiver hos Lederne, Helle Bruun Madsen.

Som leder har man netop et ansvar for, at opgaverne løses bedst muligt og der, hvor ressourcerne bliver brugt mest hensigtsmæssigt

Helle Bruun Madsen, Ledelsesrådgiver hos Lederne

De ledere, der er mest utilfredse med, hvordan de bruger deres arbejdstid, svarer, at de bruger helt op til 42 procent af tiden på administration. Blandt de ledere, der i høj eller meget høj grad vurderer at der er en fornuftig sammenhæng mellem, hvordan arbejdstiden er fordelt og hvordan den ønskes fordelt, går 31 procent af arbejdstiden til administration og organisering, mens 21 procent af tiden bruges på henholdsvis personale- og forretningsudvikling.

- Hvis man føler sig fanget af at bruge meget af sin arbejdstid på administration og organisering, bør man overveje om man har mulighed for at uddelegere nogle af opgaverne til medarbejderne, mener Helle Bruun Madsen.

Gode udviklingsmuligheder og fleksible arbejdsforhold er nogle af de parametre, som kommunerne kan konkurrere på.

Helle Bruun Madsen, ledelsesrådgiver hos Lederne

- Hvis ikke man trives med mange administrative opgaver, må man se på, om der er andre i teamet, der er bedre til at løse nogle af ens opgaver og i stedet bruge mere tid på det, man selv er bedst til. For mange ledere kan det dog være svært at give slip, enten fordi det er blevet en vane at løse bestemte opgaver, eller fordi de har en – måske – fejlagtig opfattelse af at de selv er bedst til at løse dem. Men som leder har man netop et ansvar for, at opgaverne løses bedst muligt og der, hvor ressourcerne bliver brugt mest hensigtsmæssigt, siger Helle Bruun Madsen.

LÆS OGSÅ: Politisk virkelighed bremser for god ledelse i kommunerne

Undersøgelsen viser også, at de kommunale ledere bruger væsentligt mere tid på personaleudvikling end de privatansatte ledere.

- Det er der som sådan ikke noget underligt i. Kommunerne har i mange år været tvunget til at have fokus på personaleudvikling for at kunne rekruttere og fastholde medarbejdere og fremstå som attraktive arbejdspladser i konkurrence med det private erhvervsliv om arbejdskraften. Gode udviklingsmuligheder og fleksible arbejdsforhold er nogle af de parametre, som kommunerne kan konkurrere på, siger Helle Bruun Madsen.