Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Leder for at ændre verden

13. marts 2017

I mange år har NGO’er været gode til at påpege problemer, men generalsekretær i Red Barnet Jonas Keiding Lindholm er mere optaget af at finde løsninger. Det fastslår han i et nyt videointerview på lederne.dk.

I 13 år har Jonas Keiding Lindholms arbejdsplads heddet Red Barnet. Siden 2004 har han varetaget forskellige poster i verdens førende uafhængige organisation for børn – både på kontoret i København og i hovedkontoret i London.

Hans lyst til lederskab er drevet af ønsket om at gøre en forskel for udsatte børn.

- Jeg er leder, fordi jeg har en vision for en anden verden. For en bedre verden for børn. Mit drive kommer indefra. Jeg har en stor indignation over de forhold, som verden byder udsatte børn, siger Jonas Keiding Lindholm i det nye ledelsesinterview.

Så min måde at tage ansvar på er ved at tænke i nye løsninger, kommunikere de nye løsninger og gå forrest i forsøget på at realisere dem

General sekretær i Red Barnet Jonas Keiding Lindholm

Han er selv vokset op i en familie med mange problemer. Alligevel har han en stor tiltro, at han kan være med til at ændre verden.

- Jeg har en urokkelig tro på, at jeg ved min kraft og min evne til at få samlet kollegaer og frivillige danskere omkring en vision kan få skabt de nødvendige forandringer, siger Jonas Keiding Lindholm.

LÆS OGSÅ: Ledelse i komplekse tider
Men for at skabe forandringer er det ikke nok blot at pege på problemerne, understreger han.

- Jeg er meget optaget af løsninger. Vi har i for mange år i NGO’erne været gode til at påpege problemerne: ”Nogen må gøre noget for dit, nogen må gøre noget for dat”. Jeg er optaget af, at vi kommunikerer ”Dét her er løsningen”. Red Barnet har eksisteret i 72 år, og vi er dem, der skal være med til at løse problemerne for de dårligt stillede børn, fastslår Jonas Keiding Lindholm.

Kræver mod til at afprøve nye ideer

At komme frem til de rigtige løsninger kræver som bekendt ofte et forsøg eller to. Generalsekretæren mener, at det er vigtigt at have modet til at prøve nye idéer af – også selvom man ind imellem fejler.

LÆS OGSÅ: Tvivl er en ledelsesmæssig styrke

- Jeg sætter mange skibe i søen. Og jeg er heller ikke bleg for at være med til at bringe dem i havn. Jeg er faktisk heller ikke bleg for nogen gange at sige, at de ikke kommer i havn, fordi det var en dårlig idé. Hvis vi ikke prøver ideerne af, udvikler vi os ikke som organisation. Så min måde at tage ansvar på er ved at tænke i nye løsninger, kommunikere de nye løsninger og gå forrest i forsøget på at realisere dem, fastslår Jonas Keiding Lindholm.

Se hele videointerviewet med Jonas Keiding Lindholm