Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledelse handler om mennesker

28. september 2015

For Kim Kristensen, ceremonimester i kongehuset, tidligere Årets Leder og aktuel i denne uge med en ny bog om ledelse, handler ledelse om menneskelige relationer.

I et nyt videoportræt på Lederne.dk fortæller Kim Kristensen om sit syn på ledelse. Han sammenligner lederens rolle med trænerens på et fodboldhold.

- Det bedste ved at være leder er, når man oplever at man lykkes sammen med andre. Det er det største, siger Kim Kristensen, der blandt andet fokuserer på sine medarbejderes udvikling.

Ledelse er ikke tal. Ledelse handler om mennesker. Hvis man lægger for mange skabeloner ned over de mennesker, man skal lede, går man i stå.

Kim Kristensen, ceremonimester i kongehuset

- Jeg forsøger at bevæge mine medarbejdere derhen, hvor de finder ud af, at de kan langt mere, end de selv troede, siger han.

Kim Kristensen, der af Lederne blev kåret til Årets Leder i 2009, har en lang karriere i Forsvaret i sin bagage. Og han har klare holdninger til, hvad der er god ledelse. For eksempel mener han, at skemaer og målsætninger aldrig må skygge for de menneskelige relationer.

- Ledelse er ikke tal. Ledelse handler om mennesker. Hvis man lægger for mange skabeloner ned over de mennesker, man skal lede, går man i stå. Så udfylder man skemaer i stedet for at udøve ledelse, mener Kim Kristensen.

Årets Leder 2015 kåres torsdag den 19. november. Navnene på årets kandidater afsløres mandag den 5. oktober.