Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Ledelse med partitur og improvisation

26. februar 2018

Der er brug for både det strukturerede og det kreative, hvis vi vil blive ved med at have levende og relevante organisationer. Derfor skal ledere sørge for at udvikle begge halvdele af hjernen og arbejde på at få dem til at spille sammen. Det kan ske med inspiration i musikken, mener udviklingskonsulent.

Ledere prioriterer analyser, systematik og rationaler højt, og de er mestre i at tænke i effektive løsninger. Det er paradoksalt, når vi samtidig taler om, at ledere og medarbejdere skal være forandringsparate og udviklingsorienterede, skriver cand.mag. i musikvidenskab Merethe Klint i en ny artikel i Ledernes digitale tidsskrift Ledelse i Dag.

Vi har brug for både det strukturerede og det kreative, og vi har ikke mindst brug for, at de to dele spiller effektivt sammen, hvis vi vil blive ved med at have levende og relevante organisationer

Udviklingskonsulent Merethe Klint

Hele hjernen skal udvikles

Ingen virksomhed – hverken stor eller lille – var blevet etableret, hvis ikke der var mennesker med iderigdom, skaberkraft og risikovillighed, mener Merethe Klint, der har arbejdet som udviklingskonsulent for flere erhvervsvirksomheder.

 

- Ikke desto mindre viser billedet os, hvor vigtigt det er, at vi får aktiveret hele hjernen, fordi vi ellers, med læge og hjerneforsker Kjeld Fredens’ ord, ender med at udvikle halvhjerner, hvis vi primært fokuserer på de egenskaber, der knytter sig til den ene del, siger hun.

 

 Det fornuftige, effektiviserende og strukturelle har en højere prioritet på mange arbejdspladser end det kreative, intuitive og udviklingsorienterede, mener udviklingskonsulenten.  

 

- Vi tror, at vi ikke kan være resultatorienterede og samtidig også være empatiske og intuitive, eller at vi kan være rationelle og effektive samtidig med, at vi er opfindsomme og improviserende. Men det kan vi. Vi har brug for både det strukturerede og det kreative, og vi har ikke mindst brug for, at de to dele spiller effektivt sammen, hvis vi vil blive ved med at have levende og relevante organisationer, lyder det fra Merethe Klint.

 

LÆS OGSÅ: Teknologi kan være en skøn tjener men en farlig herre

 

Partitur og improvisation

Spørgsmålet er, hvordan man som leder skaber nogle rammer, hvor både leder og medarbejdere anvender hjernens ydeevne. Det kan man gøre ved at tænke som en musiker og lade det strukturerede partitur følges med en improviserende og undersøgende tilgang i den daglige opgaveløsning, lyder buddet fra Merethe Klint, der sidste år udgave bogen ”LYT! – om samspil i organisationer”.

 

- Vejen til at blive en dygtig musiker går gennem utallige timers træning og oparbejdelse af kompetencer, så du mestrer dit instrument til perfektion. Men når du står foran dit publikum, skal du give slip og lade det hurtige system komme til sin ret. Du skal læne dig ind i musikken og spille som om, tonerne bare kommer til dig, forklarer hun.

Hver musikalske genre har sin grad af struktur og kreativitet i sig. Der er som udgangspunkt mere kreativitet i at spille en jazz-improvisation end i at spille en symfoni, der er skrevet ned i et færdigt partitur, forklarer Merethe Klint.

 

LÆS OGSÅ: Fremtiden kan blive meget bedre - men det kræver ledelse

 

- Men selv i den mest improviserende musik er der en underliggende struktur, som er nødvendig at kunne mestre for at kunne agere frit og have oplevelsen af, at tonerne kommer af sig selv, siger Merethe Klint, der i Ledelse i Dag opridser tre punkter, som en improvisation skal opfylde for at være vellykket.