Laveste erhvervstillid nogensinde

Efter sene forhandlinger i nat blev Folketingets partier enige om en yderligere genåbning af Danmark fra næste uge. Genåbningen omfatter blandt andre frisører, domstole, køreskoler og tatovører.

29. april 2020

Dagens analyse af dansk økonomi Niklas Praefke

Dagens tal fra Danmarks Statistik viser det laveste niveau for erhvervstilliden nogensinde. Særligt slemt ser det ud for serviceerhvervene og detailhandlen, som har oplevet et voldsomt fald i omsætningen som følge af nedlukningen. Hvad værre er, så forventer virksomhederne yderligere omsætningsfald i fremtiden. Trods genåbningen er krisen altså på ingen måde slut ifølge virksomhederne.

Lidt bedre ser det ud for industrien samt bygge og anlæg, som trods markante fald og negative forventninger stadig er et stykke fra finanskriseniveauet.

Faktisk er det kun medicinalindustrien, som indtil videre klarer sig igennem krisen uden skrammer, hvilket kan være med til at holde hånden under den danske eksport.

Dagens tal indikerer dog, at vi må indstille os på en faldende eksport. De eksportorienterede erhverv begynder nemlig at melde om manglende efterspørgsel som en produktionsbegrænsning – på nær lige medicinalindustrien. Hidtil har de foreløbige eksporttal for marts ellers vist, at eksporten er gået fri af krisen, men det skyldes formentlig i høj grad, at der har været tale om ordrer afgivet inden coronakrisen. I takt med at ordrene slipper op, vil faldet i eksporten kunne mærkes.

For den samlede erhvervstillidsindikator - som er beregnet på baggrund af de fire erhverv - falder indikatoren fra 95,5 i marts til 50,5 i april. Niveauet er dermed lavere end under finanskrisen og det laveste i statistikkens historie, som går tilbage til 1985.

Vi kan ikke sætte en slutdato på krisen, men forhåbentlig vil den gradvise genåbning være med til løfte humøret i erhvervslivet. Det afhænger dog i høj grad også af udviklingen i de andre lande, da vi som en lille, åben økonomi er afhængige af vores store eksport på knap 1.300 mia. kr.

Største fald i amerikansk forbrugertillid siden 1973
Derfor holder vi også et vågent øje med, hvordan det går med økonomien i vores vigtigste samhandelslande. I USA – som sammen med Tyskland er det vigtigste land for eksporten – viste gårsdagens forbrugertillidsindeks (Conference Board) et fald fra 118,8 til 86,9. Det er det største dyk siden 1973, men på den positive side så er det stadig er et stykke over finanskriseniveauet.

Med en eksplosiv stigning i den amerikanske arbejdsløshed, hvor 26 mio. amerikanere er blevet arbejdsløse på blot fem uger, er der heller ikke noget at sige til, at mundvigen vender nedad hos de amerikanske forbrugere.

Ligesom i Danmark vil de kommende tal afhænge af sygdomsudviklingen og genåbningen af samfundet, men gårsdagens tal viste samtidig også, forbrugerne er en smule mere positive på fremtiden end for en måned siden. Det er godt nyt for et land, hvor privatforbruget udgør mere en halvdelen af økonomien.

Senere i dag får vi også de første tal for, hvordan amerikanske økonomi har klaret sig i første kvartal, og hvor hårdt ramt økonomien er. Selvom coronakrisen først indtraf i løbet af marts i USA, så er konsensusestimatet et fald i det amerikanske BNP på 4 pct., hvilket vil være det første fald i seks år.

Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk