Langsom genåbning kræver ny hjælp

Med en langsom genåbning er der stor risiko for flere konkurser og afskedigelser. Men der er også lyspunkter midt i krisen, især i Sydeuropa

07. april 2020

Af Niklas Praefke, cheføkonom, Lederne 

Dagens analyse af dansk økonomi Niklas Praefke

Så blev det annonceret. Danmark vil fra næste uge langsomt begynde en genåbning af samfundet – og på sigt en tilbagevenden til en normal tilværelse. Men vejen dertil er lang, og der vil være behov for yderligere hjælp til de nødlidende virksomheder og arbejdspladser.

For mange virksomheder er der nemlig stadig lange udsigter til, at indtægterne atter begynder at rulle ind, og derved er arbejdspladserne i virksomhederne stadig truet. Derfor foreslår vi i Ledernes Hovedorganisation stadig bedre dækning for selvstændige, bedre lønkompensation for medarbejdere og en forlængelse af alle de eksisterende hjælpepakker. For der er ingen tvivl om, at det i takt med at tiden går, bliver sværere og sværere for virksomhederne at holde sig oven vande uden omsætning.

På EU-plan samles finansministrene i euro-gruppen også til videokonference senere i dag for at diskutere EU’s indsats. På dagsordenen vil være mulige tiltag, der kan afbøde de negative økonomiske konsekvenser af COVID-19 og nedlukningen af samfundene. Det forventes bl.a., at muligheden for et fælles gældsinstrument skal drøftes, så lande som fx Italien lettere og billigere kan optage gæld for at modvirke de negative effekter af COVID-10.

Det vil være godt nyt for økonomien, men det er i min optik lettere sagt end gjort at nå til enighed blandt eurolandene, der i forvejen er rygende uenige om de såkaldte corona-obligationer, som skulle skaffe billig finansiering til en række sydeuropæiske lande.

44.309 flere ledige siden 9. marts
Igen i dag har vi fået nye tal for ledighedsudviklingen herhjemme. I går steg ledighedskøen med 2.147 personer, så ledigheden samlet er steget med 44.309 personer siden 9. marts.

Som nævnt de andre dage er der ingen tvivl om, at krisen stadig skaber store problemer for virksomhederne, og vi vil se en fortsat stigende ledighed.

En langstrakt genåbning – og risikoen for at vi bliver nødt til at udskyde dele af genåbningen – kan også være med til at gøre, at vi vil se nye bølger af afskedigelser og dermed en større stigning i ledigheden. Derfor er der brug for, at staten går ind og dækker en endnu større del af medarbejdernes løn, mens den delvise nedlukning stadig er i gang, og dermed sende et klart signal til virksomhederne om, at man vil gøre alt, hvad der skal til for at holde hånden under dansk økonomi.

Der er dog også gode nyheder
Det bliver meget hurtigt meget dystert det hele. Derfor er det også værd at holde sig for øje, at man både i Italien, Spanien og Frankrig ser ud til i hvert fald foreløbigt at have nået toppen for både dødsfald og nye sygdomstilfælde. Det er godt nyt for de hårdt ramte lande, og derved rykker de også tættere på en situation, hvor man kan begynde så småt at øjne lys for enden af tunnelen.