Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Kun få ledere får aktieløn

19. december 2016

Kun i én ud af 25 danske lederkontrakter optræder der en eller anden form for aflønning med aktier. Det viser den nye lønstatistik fra Lederne, som offentliggøres i dag. Statistikken er baseret på oplysninger om løn fra 16.832 ledere.

Andelen af ledere, som får aktieløn i den ene eller anden form, er faldet drastisk, lige siden finanskrisen ramte dansk erhvervsliv i 2008. For otte år siden fik knap ni procent af lederne i Danmark en eller anden form for aktieløn som en del af lønpakken. I 2016 ligger andelen af ledere med aktieløn på fire procent.

- Det er fuldt forståeligt, at mange ledere blandt andet som en lære af kriseårene er blevet meget opmærksomme på, at man skal være varsom med at sige ja til aktieaflønning, når man forhandler løn og øvrige vilkår. Aktieløn er forbundet med stor usikkerhed, og det er derfor ikke penge, man kan kalkulere med, når man lægger sit private budget, fastslår formanden for Lederne Svend Askær.

LÆS OGSÅ: Stadig flere ledere har sundhedsforsikring med i lønpakken

Ledernes lønstatistik viser, at aktieløn er klart mest udbredt blandt de højest lønnede ledere. Blandt ledere med en månedsløn på over 100.000 kroner har 21 procent en eller anden form for aktieaflønning, mens det kun drejer sig om under én procent af lederne med en månedlig gage på under 40.000 kroner.

Når det gælder bonus, overskudsdeling og resultatløn som en del af lønpakken, ligger andelen stabilt blandt lederne på de danske virksomheder. 41 procent af respondenterne i Ledernes nye lønstatistik oplyser, at de modtager bonus, overskudsdeling, resultatløn eller lignende. Tallet var præcis det samme i 2015. Da Lederne i 2009 første gang spurgte til denne del af lønnen i den årlige lønstatistik, lå andelen af ledere med bonus og overskudsdeling på 39 procent. Dengang som nu var tendensen, at jo højere i ledelseshierarkiet, lederne befinder sig, desto mere udbredt er disse aflønningsformer.

Lønstatistikken er udarbejdet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.