Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Kritik af Teori U er en karikatur

02. november 2015

Tibetanske bedeklokker, karma og ohm-mantraer har intet med Teori U at gøre, selv om man kunne forledes til at tro det ved at læse Joachim Meiers og Morten Kusk Fogsgaards kritik af Teori U. Det skriver Katrine Schumann i et modsvar på kritikken i det elektroniske tidsskrift Ledelse i Dag.

Katrine Schumann er selvstændig konsulent med ekspertise i innovationsledelse og kommunikation, og hun har arbejdet med ledelsesteorien både som forsker og konsulent siden 2007. Hun slår fast, at Teori U ikke er en nyreligiøs bevægelse, og at forskeren bag, Otto Scharmer, ligeså lidt er en forførende prædikant som teoriens tilhængere er med i en sekt.

- Spirituelt baseret ledelse er ikke lig med de karikaturer, som Meier og Fogsgaard tegner op. Teori U stiller eksistentielle spørgsmål til ledere og virksomheder, der udforsker virksomheders og lederes ansvar, skriver Katrine Schumann.

Teori U indebærer først og fremmest et paradigmeskift i forhold til, hvad ledelse er og gør.

Katrine Schumann, selvstændig konsulent

Magt og kraft er ikke usynlig
Et af kritikpunkterne i Meiers og Fogsgaards artikel tidligere på året i Ledelse i Dag var, at Teori U gør magten i organisationen usynlig – og at usynlig magt er langt farligere end den synlige.

- Magten og kraften i Teori U er ikke usynlig – tværtimod bliver den reelt langt mere synlig i organisationen, skriver Katrine Schumann og illustrerer med et eksempel fra en børnehave, hvor ledelse og medarbejdere var på arbejdsseminar.

Ved at bruge Teori U til at anskue børnehavens formål og kontraktstyring, oplevede både ledere og medarbejdere for første gang, at magten til forandring faktisk lå hos dem – og ikke i centraladministrationen. Ligeledes hjalp Teori U’s metode, da sundhedsafdelingen i Jammerbugt Kommune nåede frem til erkendelsen af, at afdelingens mission ikke var noget, de skulle designe, men noget, de kunne genkende som essentielt.

Katrine Schumann konkluderer, at Morten Kusk Fogsgaard og Joachim Meier mere eller mindre bevidst tegner en karikatur af Teori U som et farligt ledelsesværktøj. Og dermed gør de sig skyldige i ikke at forstå teoriens eksistentielle spørgsmål til forudsætningen for ledelse og organisationsudvikling.

- Reducerer man Teori U til et ledelsesværktøj, er der for alvor grund til bekymring. Teori U indebærer først og fremmest et paradigmeskift i forhold til, hvad ledelse er og gør, skriver Katrine Schumann.

Læs hele artiklen

Ledelse i Dag