Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Kortere arbejdstid kan få ledere til at forlænge arbejdslivet

19. oktober 2015

Muligheden for at skære antallet af arbejdstimer ned, uden at det i nævneværdig grad påvirker størrelsen af månedslønnen, topper listen over faktorer, som kan få ledere til at forlænge arbejdslivet. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne baseret på svar fra 1.168 ledere i alderen 50 år og derover.

Ifølge undersøgelsen peger 67 procent af lederne på muligheden for nedsat arbejdstid med hel eller delvis lønkompensation – for eksempel også ekstra ferie- eller fridage uden at det påvirker lønnen – som en mulighed, der kan få dem til at udskyde den planlagte tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Hvis blot de danske virksomheder udviser fleksibilitet i forhold til seniorernes arbejdstid og ferie, har virksomhederne mulighed for at kunne holde i nogle ekstra år på den ekspertise og erfaring, som de ældste ledere har i bagagen.

Kim Møller Laursen, analysechef hos Lederne

Næstmest populære mulighed er nedsat arbejdstid med en deraf følgende lønnedgang, som 46 procent af lederne nikker til, mens 41 procent kan lokkes af en mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet udmøntet i eksempelvis hjemmearbejde.

LÆS OGSÅ: Hver tredje leder over 60 år har ikke planlagt jobstop

Mere i løn ikke afgørende

Til gengæld vejer et plus i lønnen ikke tungt for lederne, når de skal vurdere, hvad der kan få dem til at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Kun 14 procent af lederne på 50 år og derover har højere løn med blandt de foretrukne muligheder. Heller ikke efteruddannelse eller jobskifte kommer højt ind på listen over faktorer, som kan få lederne til at udskyde tilbagetrækningen og tage en ekstra tørn.

- Undersøgelsen viser, at 42 procent af lederne over 50 år endnu ikke har overvejet, hvornår de vil forlade arbejdsmarkedet, og selv blandt ledere over 60 år er en tredjedel fortsat ikke nået dertil. Samtidig er det særdeles interessant, at blandt de ledere, der rent faktisk har lagt planer for, hvornår de vil aflevere adgangskortet til arbejdspladsen, er nedsat arbejdstid eller ekstra ferie- og fridage suveræn topscorer på listen over de faktorer, som kan få lederne til at udskyde tilbagetrækningen. Det viser, at hvis blot de danske virksomheder udviser fleksibilitet i forhold til seniorernes arbejdstid og ferie, har virksomhederne mulighed for at kunne holde i nogle ekstra år på den ekspertise og erfaring, som de ældste ledere har i bagagen, siger analysechef hos Lederne Kim Møller Laursen.

Undersøgelsen om lederes tilbagetrækningsplaner er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Den offentliggøres i sin helhed i november.