Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Jobsøgende unge ledere vil have mere i løn og bedre livsbalance

04. september 2017

Når unge ledere under 40 år sætter jagten ind på et nyt lederjob, er det i høj grad for at få et større beløb ind på kontoen hver måned og en bedre work-life-balance. Det viser en ny og endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Lederne om lederes jobskifteplaner baseret på svar fra 2.120 ledere.

Ifølge undersøgelsen, som er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, ligger bedre løn langt højere på listen over motiver til jobskifte blandt lederne under 40 år sammenlignet med de øverste aldersklasser. Mens 51 procent af de unge ledere angiver, at mere i løn er et ”vigtigt” eller ”meget vigtigt” motiv for at ville videre i karrieren, gælder det kun 33 procent af lederne i alderen 50-54 år og 28 procent af lederne på 55-59 år.

Tendensen er den samme i forhold til ønsket om bedre work-life-balance. Her svarer 54 procent af de unge ledere, at det er et vigtigt/meget vigtigt jobskiftemotiv sammenlignet med 39 procent af de 50-54-årige og 44 procent af de 55-59-årige.

LÆS OGSÅ: Markant fald i andel af ledere, som er på udkig efter et nyt job

Kræver træning at finde sin balance
Ifølge ledelsesrådgiver hos Lederne Birgitte Alstrøm er der flere gode grunde til, at netop løn og WLB-hensyn vejer så tungt hos de unge ledere, som er aktivt jobsøgende eller overvejer et jobskifte.

- Der tager ofte et stykke tid for nye, unge ledere at finde balancen i lederjobbet – det kræver simpelthen træning at finde sin balance og ikke mindst at lære sine egne grænser at kende. Mange af de unge ledere lægger i starten af karrieren virkelig mange arbejdstimer i lederjobbet. Men da det samtidig er blandt de unge under 40 år, at der typisk er en nystiftet familie, små børn i husstanden og ekstra brug for fleksibilitet til eksempelvis at kunne aflevere og hente børn i institutioner, kan bægeret nemt flyde over. Derfor er det ikke overraskende, at mange af de unge helt målrettet går efter et nyt lederjob, hvor de vurderer, at de bedre kan få balancen mellem arbejde og fritid til at gå op, siger Birgitte Alstrøm.

Løn og ansvar går hånd i hånd, og hvis man føler sig klar til at påtage sig et større ansvar, er det også helt naturligt, at man har en forventning om en højere løn

Ledelsesrådgiver hos Lederne Birgitte Alstrøm

Også i forhold til den store andel af unge med højere løn som et jobskiftemotiv vurderer Birgitte Alstrøm, at det handler om den tid, det tager at finde sin balance i lederjobbet.

- Løn og ansvar går hånd i hånd, og hvis man føler sig klar til at påtage sig et større ansvar, er det også helt naturligt, at man har en forventning om en højere løn. Men både i forhold til løn og work-life-balance er det vigtigt at pointere, at det aldrig bør være ene og alene af den ene eller anden årsag, at man søger videre i karrieren. Et jobskifte skal altid være godt gennemtænkt, uanset om man er ung eller ældre, og inden man siger ja til et nyt job, skal man vurdere kulturen i virksomheden, den kommende chef, det ansvar, man skal påtage sig, virksomhedens strategiske udfordringer og om de kompetencer, man har med sig, passer til jobbet. Og i den samlede pakke indgår selvfølgelig også lønvilkår og muligheden for fleksibilitet, siger Birgitte Alstrøm.

LÆS OGSÅ: Unge ledere med arbejdsiver i ferien får familien på nakken

Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i slutningen af september.