Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Jobskifte til udlandet skal være gennemtænkt

29. august 2016

Det er en meget stor beslutning, som kræver grundige overvejelser, inden man som leder beslutter at sige ja tak til et job i udlandet. Derfor forstår ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen godt, at kun hver 11. leder ifølge en ny undersøgelse fra Lederne har mod på at fortsætte karrieren uden for Danmarks grænser.

Den nye og endnu ikke offentliggjort undersøgelse, der er baseret på svar fra 2.064 ledere, viser, at kun ni procent af de jobsøgende ledere sætter hak ved”udlandet”, når de svarer på, hvor de forestiller sig, at karrieren skal fortsætte. Direkte adspurgt, om de vil være villige til at flytte til et andet land i forbindelse med et jobskifte, svarer otte procent ”ja, helt sikkert”, mens 37 procent af lederne ”måske” er villige til at flytte udenlands.

- Et job- og bopælsskifte til udlandet skal virkelig være gennemtænkt. Dels angår beslutningen ikke kun lederen selv, men i høj grad også familien. Og dels viser erfaringen, at man ikke nødvendigvis finder et nyt godt job i Danmark, når udlandseventyret slutter. Rent faktisk oplever en del ledere, at de har svært ved at få anerkendelse for udlandserfaringen og bliver nødt til at gå ned i niveau, når de kommer tilbage til Danmark efter en periode i udlandet, siger Flemming Andersen.

FRA SAMME UNDERSØGELSE: Netværk gør vejen til jobsamtalen kortere

Hvis en hel familie først har forladt hjem og netværk i Danmark for at flytte til udlandet, skal lederen vide sig så sikker som overhovedet muligt på, at det nu også er det helt rigtige job, han eller hun har sagt ja til

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

Point of no return
Han betegner beslutningen om at rykke ikke bare sig selv, men også sin familie med til udlandet som en slags”point of no return”.

- Skifter lederen job mellem to virksomheder i samme region i Danmark uden at falde til i det nye job, er det selvfølgelig en udfordring, der skal løses, men det er ikke noget, der nødvendigvis vender op og ned på hele familiens liv. Det er det derimod, hvis en hel familie først har forladt hjem og netværk i Danmark for at flytte til udlandet. Lederen skal vide sig så sikker som overhovedet muligt på, at det nu også er det helt rigtige job, han eller hun har sagt ja til. Og der skal ikke kun være lagt planer for lederens nye jobliv, men også for, hvad ægtefællen skal tage sig til, hvor børnene skal gå i skole og ikke mindst, hvad der skal ske bagefter, understreger Flemming Andersen.   

LÆS OGSÅ: Unge ledere undersøger karrieremuligheder i ferien

Ifølge Ledernes undersøgelse står hensynet til ægtefælle/samlever øverst på listen over de vigtigste aspekter i forbindelse med at takke ja til et lederjob i udlandet. 49 procent af de ledere, som helt sikkert eller måske er villige til at flytte til et andet land i forbindelse med et jobskifte, har fokus på, at der skal være fornuftige jobmuligheder for ægtefællen, mens 48 procent peger på selve udfordringen ved at arbejde i udlandet. Andre vigtige faktorer er mere i lønposen og karriereudvikling.

Undersøgelsen fra Lederne er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Den offentliggøres i sin helhed i september.