Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Innovation skal tænkes ind i den daglige drift

21. november 2016

Inspirationsture til Silicon Valley og dyrt betalte studieophold på Stanford med disruption og innovation på skoleskemaet er efterhånden faste elementer i jagten på at følge med tidens tendenser. Men i vores søgen efter det nye har vi vendt os mod fjerne kyster og måske i vores begejstring overset, at vi har andre og helt unikke muligheder i Danmark og Norden. Det skriver professor Lene Tangaard og chefkonsulent Tue Juelsbo i Ledernes digitale tidsskrift Ledelse i Dag.

Både i udlandet og i Danmark tager flere og flere ledere på pilgrimsrejser til Silicon Valley for at blive klogere på innovation, og nogle virksomheder opretter endda satellitkontorer i byer, som er tættere på verdens innovationsmekkaer. Men ifølge professor ved Aalborg Universitet Lene Tanggaard og chefkonsulent ved Lead – enter the next level Tue Juelsbo har det vist sig at være umådeligt svært at ”tage innovation med hjem”.

- Der kan være glimrende ræsonnementer bag at drage ud og komme hjem med nye idéer, men der er en tendens til ekstrem pendulering: Enten forkaster vi det gamle totalt og laver alt om i jagten på innovative muligheder, eller også forkaster vi på forhånd al ny teknologi og højtragende snak som uvedkommende, skriver Lene Tangaard og Tue Juelsbo i klummen i Ledelse i Dag.

LÆS OGSÅ: Nulfejlskultur dræber innovation 
Innovationskulturen – eller manglen på samme – ændrer sig ikke ved at chefen begynder at flyve med droner, laver entreprenørskabskonkurrencer eller flytter rundt på kontorets opbygning. I stedet mener de, at innovation skal knyttes tættere på hverdagen og driften:

- Vi mener, at løsningen skal findes i en integreret tænkning, hvor innovation er langt mere hands-on og hverdagsorienteret, end vi kan have en tendens til at tro, skriver Lene Tanggaard og Tue Juelsbo.

Inspiration og gode idéer er fint, men det er realiseringen af idéerne og det lange seje træk, der gør forskellen

Professor Lene Tangaard og chefkonsulent Tue Juelsbo

Human kapital giver grobund for innovationen
De peger på, at ledere i højere grad bør have blik for det, som vi i Danmark i forvejen er gode til og burde bryste os mere af. Her tænker de specifikt på det, der i faglitteraturen kaldes ”den humane kapital”. Human kapital kan kort beskrives som summen af læring, kultur, relationer og en flad, dansk ledelsesstil med kort afstand mellem ledere og medarbejdere. Forskning viser, at human kapital er afgørende for, hvor godt en virksomhed klarer sig i en global, vidensbaseret og kreativ økonomi.

- Human kapital opstår, når medarbejdernes viden, færdigheder, kunnen og andre ressourcer spiller sammen og gør det muligt at løse eksisterende opgaver og at opfinde nye innovative forretningsområder. Mennesker og relationer gør kort sagt en forskel. Den humane kapital opstår, vedligeholdes og forandres gennem læring. De virksomheder, som investerer i deres medarbejderes uddannelse, øger den humane kapital, skriver Lene Tanggard og Tue Juelsbo.

LÆS OGSÅ: Nøglen til globalt lederskab er at lytte og aflæse

Skribenterne mener, at behovet for at øge innovationen i virksomhederne stiller store krav til lederne.

- Det kræver dygtige og engagerede ledere, der forstår, at innovation skal være en del af eller finde sted sideløbende med driften og ikke være forbeholdt nogle særligt udvalgte. Inspiration og gode idéer er fint, men det er realiseringen af idéerne og det lange seje træk, der gør forskellen, skriver Lene Tangaard og Tue Juelsbo.