Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ingen pardon når ferieglæde forårsager fejl

06. juli 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Det er lederens opgave at trække i bremsen, når en medarbejder mister fokus fra jobbet, fordi hun kun kan tænke på ferie.

Er det i orden, at en medarbejder er så begejstret for sin forestående ferie, at hun ikke koncentrerer sig om sit arbejde? Det var problematikken i sidste uges ledelsesdilemma på Business.dk, hvor en kasseassistent, Astrid, glemmer opgaver og yder dårlig kundeservice, fordi hun slet ikke kan fokusere på andet end sit livs ferie om to uger.

Det er forståeligt, at medarbejderne deler deres glæder og forventninger med hinanden, men det må aldrig kamme over og gå ud over arbejdet, mener ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt.

Som leder må man også værne om de kolleger, der måtte finde Astrids feriesnak forstyrrende

Ledelsesrådgiver hos Lederne, Michael Uhrenholt

- Der er flere hensyn at tage i en situation som denne. Selvfølgelig skal der være plads til begejstring. Det smitter af på stemningen på arbejdspladsen. Men som leder må man også værne om de kolleger, der måtte finde Astrids feriesnak forstyrrende, og stoppe den adfærd, som skader kundeoplevelsen og forretningen, siger Michael Uhrenholt.

Hvad gør man så som leder? Samler beviser nok til en formel advarsel, tage en samtale med hende, hvor man beder hende fokusere på sine arbejdsopgaver eller lade som ingen ting og se Astrids adfærd som noget forbigående?

LÆS OGSÅ: Ledere har ekstra travlt inden det ringer til ferie

Man kan ikke se gennem fingre med, at en medarbejder laver fejl, glemmer opgaver og er åndsfraværende overfor kunderne

Ledelsesrådigver hos Lederne, Michael Uhrenholt

- Efter min opfattelse er der ikke så meget at rafle om. Som leder må man skride til handling. Man kan ikke se gennem fingre med, at en medarbejder laver fejl, glemmer opgaver og er åndsfraværende overfor kunderne. Hvis en medarbejder ikke lever op til den strategi og de standarder, som virksomheden har, er det lederens opgave at få rettet op på det straks, siger Michael Uhrenholt.

Når medarbejderens privatliv går ud over præstationen, må man som leder se på, hvad årsagen er, og om det er noget, der kan løses ved at planlægge arbejdstid og opgaver i en periode, forklarer Michael Uhrenholt.

Han anbefaler løsning ét, hvor lederen tager en snak med Astrid og fortæller, at han er glad på hendes vegne, men at hun skal gøre sit arbejde ordentligt og gemme snakken til pauserne.