Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ingen kulturændring uden medarbejderopbakning

22. juni 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Hvis lederen i daginstitutionen vil fastholde de mandlige ansatte, må hele personalegruppen være med på præmissen.

I sidste uges dilemma, der har været til afstemning på Business.dk, var lederen af en daginstitution så frustreret over den store udskiftning blandt de mandlige ansatte, at hun overvejer, om det er værd at fastholde sit princip om, at det er vigtigt at have begge køn repræsenteret blandt medarbejderne.

Læs dilemmaet: Når du ikke kan holde på dine mænd

Lederen har ikke oplevet problemer med at rekruttere mænd, men hun oplever, at de typisk siger op efter et års tid, fordi de ikke kan se sig selv i faget eller hellere vil arbejde med ældre børn.

Ledelsesrådgiver Flemming Andersen fastslår, at det først og fremmest er vigtigt at gøre sig klart, hvorfor man vil have ansatte af begge køn.

Mænd skal ikke fastholdes, fordi de er mænd

Ledelsesrådgiver hos Lederne, Flemming Andersen

- Mænd skal ikke fastholdes, fordi de er mænd. Hvis lederen er overbevist om, at det er bedst for børnene, at der er både mænd og kvinder i institutionen, er det børnenes behov, hun skal fokusere på, siger Flemming Andersen.

At lederen er helt skarp på, præcis hvorfor det er vigtigt for hende med en ligevægt mellem mænd og kvinder, er hele udgangspunktet for videre handling.

LÆS OGSÅ: Stor forskel på kvinder og mænds lederkompetencer

Det er en fælles problemstilling for hele vuggestuen, og derfor er hele personalegruppen en del af løsningen

Ledelsesrådgiver hos Lederne, Flemming Andersen

- Når børnenes tarv er begrundelsen for også at have mandlige pædagoger og medhjælpere, er problemstillingen ikke et rekrutteringsspørgsmål. Det er en fælles problemstilling for hele vuggestuen, og derfor er hele personalegruppen en del af løsningen, siger Flemming Andersen.

Han anbefaler løsning nummer tre, hvor lederen taler med sin personalegruppe om, hvordan de sammen kan skabe en institution, hvor både mænd og kvinder har lyst til at være. Man kan eksempelvis se på, hvilke aktiviteter, de gerne vil tilbyde børnene, hvem der gør hvad i hverdagen og hvordan man kommunikerer.

Hvis ikke lederen har opbakning fra hele personalegruppen til præmissen om, at det er bedst for børnene med både mænd og kvinder, bliver det vanskeligt for alvor at rykke ved kulturen og skabe plads til, at arbejdspladsen bliver attraktiv for begge køn, vurderer ledelsesrådgiveren.