Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Hver tredje leder bekymret for at blive ledig

15. februar 2016

Bekymringen for at miste jobbet rumsterer i hovedet på hver tredje leder. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne, baseret på svar fra 1.781 ledere. Ledernes råd til de bekymrede ledere er løbende at opdatere cv og vedligeholde netværk, så de ikke skal starte fra bunden, hvis der pludselig dukker en fyreseddel op.

Ifølge undersøgelsen er 10 procent af lederne ”i høj/meget høj grad” bekymret for at blive ledig, mens 24 procent af de adspurgte svarer ”i nogen grad”. To ud af tre ledere, 66 procent, går på arbejde uden frygt for at blive sagt op.

Som leder skal man sørge for at være synlig internt i virksomheden og udadtil i relation til kunder, samarbejdspartnere og netværk.

Flemming Andresen, ledelsesrådgiver hos Lederne

Undersøgelsen viser samtidig, at halvdelen af lederne, 48 procent, vurderer, at mulighederne for at finde et andet job på omtrent samme stillingsniveau er ”gode” eller ”meget gode”, hvis de skulle blive fyret. Hver femte vurderer mulighederne som dårlige.

- Det er tankevækkende, at en tredjedel af lederne i et vist omfang er bekymret for at miste jobbet, og at der samtidig er en vis skepsis i forhold til mulighederne for at kunne finde et nyt job på samme niveau. Undersøgelsens resultater er en påmindelse om, at man hele tiden skal sørge for at være så velforberedt som muligt, hvis bekymringen bliver til virkelighed. Lederne bør eksempelvis løbende opdatere deres cv og deres LinkedIn-profil, og netværket skal plejes og vedligeholdes. Det nytter ikke noget først at begynde at opbygge et netværk, den dag man mister sit job, understreger Flemming Andersen, ledelsesrådgiver hos Lederne.

LÆS OGSÅ: Lederes ledighed faldt med 0,3 pct. i 2015

I forhold til de 10 procent af lederne, som angiver, at de i høj/meget høj grad er bekymret for at blive fyret, betoner Flemming Andersen betydningen af synlighed.

- Mange ledere har en tendens til at ”putte sig” og er blandt andet for tilbageholdende med at have fokus på sine resultater, og det fører til, at man begynder at tvivle på sin værdi. Som leder skal man sørge for at være synlig internt i virksomheden og udadtil i relation til kunder, samarbejdspartnere og netværk. Det handler om at synliggøre de resultater, man opnår, og den værdi, man skaber for virksomheden, siger Flemming Andersen.

Når virksomheder kigger på cv´er, er det ikke alderen, der tæller, men derimod i langt højere grad den viden og erfaring, man kan bidrage med. Man skal bare evne at transformere kompetencerne over i nye omgivelser.

Flemming Andresen, ledelsesrådgiver hos Lederne

Undersøgelsen afspejler klare aldersmæssige forskelle, når det gælder vurderingen af mulighederne for at finde nyt tilsvarende lederjob. Mens kun ni procent af lederne under 40 år mener, mulighederne er dårlige/meget dårlige, gælder det 38 procent i aldersklassen 55-59 år.

LÆS OGSÅ: Ledighed giver ledere stress

- Det er helt forkert at tro, man ikke længere er en attraktiv ressource, fordi man har passeret 45 eller 50 år. Når virksomheder kigger på cv´er, er det ikke alderen, der tæller, men derimod i langt højere grad den viden og erfaring, man kan bidrage med. Man skal bare evne at transformere kompetencerne over i nye omgivelser, siger Flemming Andersen.

Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Den offentliggøres i sin helhed i marts.