Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Hver femte leder har fået nyt job det seneste år

20. marts 2017

Der er fuld gang i jobmobiliteten blandt lederne på de danske virksomheder. Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne har flere end hver femte leder således skiftet job inden for det seneste år. Især blandt yngre ledere og ledere på mellemlederniveau er der blevet underskrevet mange ansættelseskontrakter de seneste 12 måneder.

Undersøgelsen, som er baseret på svar fra 3.948 ledere, viser, at 22 procent af de adspurgte ledere har skiftet job inden for det seneste 12 måneder, fordelt med 11 procent, der har skiftet stilling internt i virksomheden, og 11 procent, som har fået nyt job i en anden virksomhed.

Det er i forbindelse med jobskifte, at man som leder for alvor har mulighed for at hæve sin løn – især, hvis der er tale om nyt job i anden virksomhed

Formand for Lederne Svend Askær

Jo yngre lederne er, desto større har jobmobiliteten været det seneste år. Blandt ledere under 35 år er det således 41 procent, som inden for det seneste år har skiftet stilling, mens det kun er sket for ni procent af lederne på 60 år og derover. I den yngste aldersgruppe er jobskifterne fordelt med 23 procent internt i virksomheden og 18 procent til en anden virksomhed.

LÆS OGSÅ: Især unge ledere sidder sikkert i sadlen

Formanden for Lederne Svend Askær vurderer, at tallene vidner om både et dynamisk dansk arbejdsmarked og en meget stor efterspørgsel på dygtige ledere.

- I takt med, at Ledernes ledighed det seneste år har ligget på et stabilt, lavt niveau omkring to procent, er det tydeligt at se, at ledere p.t. har rigtig gode muligheder for at skifte job både internt i virksomhederne og til job på andre virksomheder. Vi er endnu ikke dér, hvor man kan tale om decideret ledermangel, men når man ser på tallene for, hvor mange virksomheder, der forventer at rekruttere udenlandsk arbejdskraft i 2017 blandt andet på lederniveau, tegner der sig et klart billede af, at der er endog meget stor efterspørgsel på dygtige, innovative ledere, fastslår Svend Askær.

LÆS OGSÅ: Hver femte virksomhed vil hente nye medarbejdere i udlandet

Han henviser til Ledernes seneste konjunkturundersøgelse, som viser, at 21 procent af virksomhederne kalkulerer med at skulle finde ny arbejdskraft uden for Danmarks grænser i første halvdel af 2017. Det er især medarbejdere og ledere med videregående uddannelser og faglærte, som virksomhederne efterspørger.

Jobskifte positivt for ledernes løn

Svend Askær mener, at de mange jobskifter det seneste år også er positivt for ledernes lønudvikling.

- Det er i forbindelse med jobskifte, at man som leder for alvor har mulighed for at hæve sin løn – især, hvis der er tale om nyt job i anden virksomhed, men også, når vi taler interne forfremmelser og udvidelser af ansvarsområder. Jeg tror derfor, at vi kan forvente en ganske pæn lønstigning, når vi senere på året igen undersøger lederlønningernes gennemsnitlige udvikling, siger Svend Askær.

Undersøgelsen om jobmobiliteten det seneste år viser, at mellemlederne topper listen over ledere med nyt job. 27 procent af mellemlederne har skiftet arbejde de seneste 12 måneder, fordelt med 15 procent i et internt jobskifte og 12 procent, der har fået nyt arbejde i en anden virksomhed.

Blandt administrerende direktører har 15 procent fået nyt arbejde det seneste år – syv procent internt i virksomheden og otte procent i anden virksomhed.

Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov