Hvem skal vinde Women's Board Award 2018?

15. januar 2018

15 danske erhvervskvinder står på listen over mulige prismodtagere, når Women´s Board Award 2018 skal uddeles ved et arrangement hos Lederne fredag den 26. januar. Det er femte gang, at den prestigefyldte pris til et talentfuldt kvindeligt bestyrelsesmedlem bliver uddelt, og igen i år er det Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, der forestår prisoverrækkelsen.

Juryen, som står bag Women´s Board Award, har diskuteret en lang række navne på kvinder, der både er en del af en ledergruppe i en større virksomhed og bestyrelsesmedlem i et større selskab. Der lægges også vægt på, at kvinden skal være en inspirerende rollemodel for fremtidens bestyrelsesmedlemmer af begge køn.

Det er på mange måder tankevækkende, at der i 2018 overhovedet er brug for en pris, der fremhæver det ene køn frem for det andet

Viceadministrerende direktør Bodil Nordestgaard Ismiris

På den baggrund er feltet blevet indsnævret til 15 kvinder, som kandiderer til Women´s Board Award 2018. På listen står:

 

  • Anne Broeng, professionelt bestyrelsesmedlem

  • Anne Louise Eberhard, CCO, Intrum Justitia AB

  • Anne Mette Olesen, Chief Marketing Officer, AAK

  • Birgitte Nielsen, professionelt bestyrelsesmedlem

  • Christina Grumstrup Sørensen, Senior Partner, Copenhagen Infrastructure Partners

  • Connie Astrup-Larsen, CEO, Kompan A/S

  • Hanne Birgitte Sørensen, Interim CEO, V. Group

  • Henriette Schütze, CFO, Nordic Tankers A/S

  • Jutta af Rosenborg, professionelt bestyrelsesmedlem, fuldtid

  • Lykke Friis, prorektor, Københavns Universitet

  • Marianne Dahl Steensen, General Manager, CEO Microsoft Danmark og Island

  • Marianne Kirkegaard, CEO, CSM Bakery Solutions

  • Marianne Wiinholt, Executive VP, CFO, Ørsted A/S

  • Mette Maix, CEO, Zebra A/S

  • Susanne Mørch Korch, CEO, Danske Spil

 

- Det er på mange måder tankevækkende, at der i 2018 overhovedet er brug for en pris, der fremhæver det ene køn frem for det andet. Men det er der. Jeg kan desværre ikke komme i tanke om andre områder, hvor vi sløser ligeså meget med ressourcerne, som vi gør det med kvindeligt ledertalent, siger jurymedlem og viceadministrerende direktør i Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris.

 

Women’s Board Award blev første gang uddelt i Danmark i 2014, hvor prismodtager var CEO Eva Berneke fra KMD. I 2015 gik prisen til CEO Merete Eldrup fra TV2, i 2016 til CEO Lene Skole fra Lundbeckfonden, mens Pernille Erenbjerg, CEO i TDC, i 2017 kunne drage hjem fra prisoverrækkelsen som vinder.

 

Sidste års vinder: Pernille Erenbjerg kåret som årets kvindelige bestyrelsestalent

Formålet med Women’s Board Award er at synliggøre danske kvinder, som har solid ledelseserfaring og dokumenterede faglige kompetencer, der giver potentiale til en post som bestyrelsesformand.

 

Partnere bag kåringen er AIG, Alumni, Deloitte og Lederne.