Hvad vil genåbningen betyde for dansk økonomi?

Der blev sat gang i genåbningsplanerne hen over Store Bededag og weekenden: Detailbutikkerne kan nu åbne igen, restauranterne får lov til at byde gæster velkommen, samtidig med at afstandskravet sænkes fra to meter til en meter.

11. maj 2020

Dagens analyse af dansk økonomi Niklas Praefke
Af Niklas Praefke, cheføkonom i Lederne.

Derudover blev fase tre og fire annonceret med start henholdsvis 8. juni og primo august, hvis det vel at mærke er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Det er tiltrængt med en klar plan for, hvad der kan åbnes næste gang. Desværre opstiller Folketingets partier ikke konkrete krav til, hvad der skal være opfyldt for, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at følge planen – det kunne fx være krav om at antallet af indlæggelser skal være under en specifik grænse. Det kan gøre det vanskeligere for virksomhederne at navigere gennem krisen og planlægge en eventuel genåbning.

Forhåbentlig vil den seneste fase af genåbningen være med til at sætte lidt mere gang i økonomien. Det afhænger i høj grad af, om vi er villige til fx at gå på restaurant eller shoppe igen som før - eller om frygten for smitte har fået os til at ændre adfærd. Det får vi først svar på de kommende dage og uger. Men lav aktivitet kan øge presset for, at man politisk gennemfører initiativer, som kan understøtte forbruget og sætte gang i økonomien, så som en frivillig udbetaling af de indefrosne feriemidler eller en midlertidig nedsættelse af momsen for bl.a. restaurantbesøg.

Nedlukningen af det danske samfund skete i midten af marts, og først efterfølgende så vi nedlukning i mange andre lande. Derfor blev mange eksportvirksomheder ramt med forsinkelse. Og derfor er det vigtigt, at vi forlænger hjælpepakkerne frem til slutningen af august.

Niklas Praefke, cheføkonom i Lederne

På trods af den større genåbning vender vi ikke tilbage til normal økonomisk aktivitet. Flere erhverv er stadig lukkede, grænserne er lukkede, og forsamlingsforbuddet sætter fortsat en stopper for bl.a. konferencer, koncerter og sportsbegivenheder.

Derudover må vi ikke glemme, at genåbningen af det danske samfund ikke er til den store hjælp for vores mange eksportvirksomheder, som lever af ordrer fra udlandet, hvor fremtidsudsigterne er mere dystre. Det gør det ekstra interessant at følge med i genåbningen i bl.a. USA og Europa.

Mange af vores eksportmarkeder er fortsat lukket ned, og andre er først lige begyndt at åbne. Allerede nu kan vi se, at eksporten har det hårdt. Danmarks Statistik har i dag offentliggjort tal, som viser, at vareeksporten faldt med 5,1 pct. i marts, og det bliver desværre værre de kommende måneder.

Nedlukningen af det danske samfund skete i midten af marts, og først efterfølgende så vi nedlukning i mange andre lande. Derfor blev mange eksportvirksomheder ramt med forsinkelse. Og derfor er det vigtigt, at vi forlænger hjælpepakkerne frem til slutningen af august.

Ud over politisk hjælp fra de hjemlige politikere, så vil vi forhåbentlig også se en fælles indsats i EU for at koordinere en fælles indsats for en genopretning af europæisk økonomi. Forventningen er i hvert fald, at EU-Kommissionen senere på ugen vil præsentere sit forslag til en genoprettelsesfond.

Det vil dog utvivlsomt føre til nye diskussioner blandt EU’s medlemslande om, hvordan en sådan fond skal finansieres, og om støtten skal tildeles som egentlig støtte eller gennem lån fra fonden. Den største knast ser stadig ud til at være, hvorvidt EU skal optage fælles lån for at finansiere fonden. Det er særligt de sydeuropæiske lande, som presser på for fælles gældsudstedelse, da det vil gøre det billigere for disse lande at stifte gæld.  Det har omvendt mødt stor modstand blandt de nordeuropæiske lande som Tyskland og Holland. 

Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk