Hurtigere genåbning men ildevarslende prognosenyt

Ledernes Hovedorganisation har lanceret en pakke med konkrete forslag til kickstart af dansk økonomi. Og så er IMF kommet med en dyster prognose.

15. april 2020

Dagens analyse af dansk økonomi Niklas Praefke

Den gradvise genåbning af det danske samfund blev skudt i gang i går, og nu ser det ud til, at genåbningen muligvis kan blive større og hurtigere end første antaget. I hvert fald holdt statsministeren i går et pressemøde, hvor hun annoncerede, at regeringen samme aften ville indlede forhandlingerne med resten af Folketinget om en større og hurtigere genåbning.

Det er godt nyt for danske økonomi, og derfor har vi hos Lederne også i dag præsenteret vores forslag til, hvordan man kan skubbe ekstra gang i dansk økonomi, samtidig med at landet genåbnes. Blandt forslagene er frivillig udbetaling af de indefrosne feriepenge, fremrykning af skatte- og afgiftslettelser, samt en midlertidig nedsættelse af momsen på bl.a. restaurantbesøg. Alle forslagene kan du læse her.

Værste krise siden 1930
Alt er dog ikke lutter godt nyt. I går fremlagde IMF en ny prognose for verdensøkonomien, hvor de skønner, at verdens samlede BNP vil falde med 3 pct. i år. Det vil gøre 2020 til det dårligste år rent vækstmæssigt siden Depressionen i 1930’erne. IMF forventer dog, at økonomien allerede næste år vil rette sig, så vores vækstforløb bliver V-formet – med et kraftigt dyk i år efterfulgt af en kraftig stigning næste år på 5,8 pct. Det vil dog ikke være nok til at indhente hele faldet i år, og derfor regner IMF med, at BNP stadig vil være under niveau næste år.

Krisen går i særlig grad ud over udviklede økonomier, såsom den danske økonomi, og for Danmark venter IMF et fald i økonomien på 6,5 pct. i år – altså mere end under finanskrisen – efterfulgt af en stigning på 6 pct. næste år. Dermed ser IMF mere negativt på dansk økonomi i år, end Finansministeriet gør i dets mest negative scenarie, som blev offentliggjort i sidste uge.

Usikkerheden i prognoserne er stadig enorm stor, så endnu er det for tidligt at sige, hvilken prognose der rammer bedst, og meget kommer til at afhænge af, hvor hurtigt vi kan åbne økonomien igen, samt hvordan det går i andre lande. Men meldingen fra statsministeren i går kan pege i retning af, at vi måske kan undgå det værste fald.

Påskeeffekten er forsvundet fra ledighedsstatistikken
Som skrevet her i går, så har vi i sidste uge og henover påsken set en mindre stigning i ledigheden end i de forgangne uger, hvilket sandsynligvis skyldes påsken og dens helligdage. De nyeste tal for ledigheden viser da også, at ledighedskøen her efter påske igen stiger i et hastigere tempo. I går steg ledigheden dermed samlet set med 1.812 personer, så den samlede ledighed er steget med 35 pct. siden 9. marts.

Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk