Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

HR-chefer skal oversætte arbejdskultur

25. januar 2017

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Nye udenlandske direktører kan have brug for hjælp til at forstå den danske arbejdskultur.

HR-chefen Elisabeth var i sidste uges dilemma i vildrede om, hvordan hun skal håndtere virksomhedens nye udenlandske direktør. Han bryder sig ikke om, at medarbejderne går tidligt fra kontoret, eller at de indimellem arbejder hjemmefra. Elisabeth vil gerne sikre sig, at han træffer beslutninger på et oplyst grundlag og med forståelse for de kulturelle forskelle, men hun ved også, at han har ret til at indrette arbejdskulturen, som han vil.

- Når der kommer en ny direktør, vil han eller hun altid bringe forandring med sig. Men HR-chefen har pligt til at fortælle den nye direktør om kulturen i landet, og hvordan kutymen er på netop den arbejdsplads. HR-chefen skal vise respekt for direktørens ledelsesret, men har samtidig et stort ansvar for at varetage virksomhedens interesser ved oversætte kulturen på arbejdspladsen, siger ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen, som dermed peger på løsning nummer 2.

LÆS OGSÅ: Personaleansvar afholder unge fra lederkarriere

I sidste ende er det direktørens beslutning, hvad og hvor meget han vil ændre, men HR-chefen skal give sine klare anbefalinger og derigennem klæde ham på til at træffe en god og velovervejet beslutning

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

- Elisabeth bør for eksempel gøre direktøren opmærksom på, at danske forældre ofte begge er på arbejdsmarkedet, og at de skal nå at hente børnene i institutionen inden lukketid. Men hun skal også forklare, at dét, at medarbejderne går tidligt eller arbejder hjemmefra, ikke er ensbetydende med, at de ikke leverer, hvad de skal, siger Flemming Andersen.

I Danmark strukturerer man arbejdsdagen på anden måde end i andre lande, mener ledelsesrådgiveren og peger på, hvordan vi i Danmark for eksempel holder meget korte frokostpauser sammenlignet med andre steder.

- HR-chefen må forklare fordelene ved den måde, vi arbejder på. Samtidig bør hun understrege, hvor vigtig fleksibilitet er for danske medarbejderes trivsel. I sidste ende er det direktørens beslutning, hvad og hvor meget han vil ændre, men HR-chefen skal give sine klare anbefalinger og derigennem klæde ham på til at træffe en god og velovervejet beslutning, mener Flemming Andersen.