Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Hjemmearbejde med til at sikre lederes work-life-balance

14. november 2016

I bestræbelserne på at få balancen mellem arbejde, fritid og familie til at gå op i en højere enhed, er hjemmearbejde et af de foretrukne redskaber for lederne på de danske virksomheder. Det viser en ny og endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Lederne baseret på svar fra 2.775 ledere.

Hjemmearbejde er med til at sikre lederes work-life-balance

Ifølge undersøgelsen har 70 procent af lederne i nogen eller i høj grad mulighed for at udskifte kontorstolen på arbejdspladsen med en stol på hjemmeadressen, hvis de føler behov for det. Og når lederne skal svare på, hvad de konkret selv gør for at sikre en god balance mellem arbejds- og privatliv, kommer netop hjemmearbejde ind som den mest populære løsning. 58 procent af lederne angiver således, at de arbejder hjemme, hvis det passer til deres behov, mens 31 procent ikke benytter sig af den mulighed.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen har stor forståelse for, at hjemmearbejdsdage er populære blandt mange ledere.

FRA SAMME UNDERSØGELSE: Work-life-balance en del af ligningen når ledere siger ja til nyt job

- Hjemmearbejde giver lederne mulighed for virkelig at få noget fra hånden og eksempelvis dedikere en hel dag til at løse en stor opgave, uden at de i samme omfang som på arbejdspladsen bliver afbrudt. Derudover giver en hjemmearbejdsdag også mulighed for eksempelvis at lukke en håndværker ind eller følge sit barn til tandlæge, når lederen alligevel er hjemme. Men for at hjemmearbejdsdage fungerer optimalt for både lederen og de personer, som kan få brug for at tale med lederen i løbet af dagen, er det vigtigt at få afstemt forventninger. Lederen skal blandt andet sørge for at melde klart ud, hvornår og hvordan hun er tilgængelig på hjemmearbejdsdage, siger Helle Bruun Madsen.

Hjemmearbejdsdage giver lederen fleksibilitet og skal helt grundlæggende bruges med omtanke og placeres i kalenderen på en sådan måde, at resten af afdelingen eller virksomheden ikke går i stå

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen

Skal bruges med omtanke
Ledelsesrådgiveren understreger samtidig, at det er vigtigt, lederen er åben omkring sit hjemmearbejde.

- Hvis man ikke som leder er grundig i sin kommunikation omkring tilgængelighed på hjemmearbejdsdage, kan der nemt opstå en opfattelse af, at lederen aldrig er til stede på jobbet eller aldrig har tid til sine medarbejdere. Hjemmearbejdsdage giver lederen fleksibilitet og skal helt grundlæggende bruges med omtanke og placeres i kalenderen på en sådan måde, at resten af afdelingen eller virksomheden ikke går i stå, fordi lederen ikke er fysisk til stede. Igen er nøgleordet en klar forventningsafstemning og tydelig kommunikation omkring tilgængelighed, siger Helle Bruun Madsen.

FRA SAMME UNDERSØGELSE: Unge ledere arbejder også når de har fri

Hun mener, at det er meget individuelt, om hjemmearbejde er et nyttigt redskab i forhold til work-life-balance.

- For nogen fungerer det og kan lige præcis give den koncentration, den fleksibilitet eller den energi, som der er brug for. For andre fungerer det slet ikke – eksempelvis på grund af nødvendigheden af lederens fysiske tilstedeværelse på arbejdspladsen – og er dét tilfældet, må man som leder i stedet benytte nogle af de andre muligheder, som der er for at få balancen mellem arbejds- og privatliv til at gå op, siger Helle Bruun Madsen.

Ifølge undersøgelsen forsøger 55 procent af lederne så vidt muligt at undgå overarbejde, og 54 procent sørger for at holde arbejde og privatliv adskilt i bestræbelserne for at sikre en god work-life-balance.

Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Den offentliggøres i sin helhed i starten af 2017.

trivselssparring