Ledere opfordres til at hjælpe medarbejdere, der krydser grænsen, med at blive testet for COVID-19

Ledernes Hovedorganisation bakker op om Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards appel til ledere med udenlandsk arbejdskraft om at opfordre medarbejderne til at lade sig teste og følge retningslinjerne for isolation og kontaktopsporing, hvis de testes positive.

12. august 2020

Det er heldigvis lykkedes at begrænse smittespredningen på både offentlige og private arbejdspladser. Det skyldes blandt andet, at ledere og medarbejdere sammen har fundet gode og effektive lokale løsninger. Udenlandsk arbejdskraft har i hele corona-perioden kunne rejse ind og ud af Danmark uden krav om selvisolation eller test i forbindelse med indrejse. For at undgå at der kommer nye smittekilder ind fra udlandet, har myndighederne nu sikret mulighed for at medarbejdere, der krydser grænsen for at komme på arbejde, kan blive testet – også selvom man ikke har symptomer.

- I de seneste uger er smittetrykket i det danske samfund steget, og det samme gør sig gældende for flere lande omkring os. Det er en vigtig ledelsesopgave at forebygge smittespredning og sikre et godt og trygt arbejdsmiljø. Med den seneste udvikling i smittespredningen, er det vigtigt, at ledere fortsat tager medansvar for flere tests gennem information og oplysning af deres ansatte, der er bosat i udlandet, men arbejder i Danmark. Det er vigtigt, at vi alle fortsat gør, hvad vi kan for at fastholde den relativt lave smittespredning på arbejdspladserne.

Sådan siger Lars Andersen, arbejdsmiljøchef i Ledernes Hovedorganisation og organisationens repræsentant i regeringens taskforce om corona-smitte med særligt fokus på vandrende arbejdskraft, som reaktion på den opfordring Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har sendt til alle landets arbejdspladser.

Som arbejdsgiver og/eller leder kan du få information og hjælp hos Arbejdstilsynet på dansk, engelsk, tysk og polsk til denne opgave. 

Arbejdstilsynet: COVID-19 test for indrejsende arbejdskraft

Nedenstående er et udsnit af vejledningerne fra Arbejdstilsynet:

Kan du kræve, at dine ansatte bliver testet?
Arbejdsgivere kan kræve, at arbejdstagere bliver testet, hvis forholdene ved det pågældende arbejde særligt taler for det. Arbejdsgivere kan desuden tilbyde testning, når det er velegnet forebyggelse af arbejdsrelateret sygdom.

Sundhedsmyndighedernes anbefalinger kan være et element i den vurdering, og Beskæftigelsesministeriet vurderer, at der kan kræves testning af arbejdstagere, der arbejder med sårbare grupper.

Men bortset fra disse tilfælde, er der intet til hinder for, at din virksomhed generelt opfordrer til testning, f.eks. i personalehåndbøger, intranet eller lignende.

Hvordan kan du opfordre ansatte til test?
I en generel information til alle arbejdstagere kan du videreformidle informationsmateriale til indrejsende arbejdstagere og opfordringen til indrejsende arbejdstagere om at blive testet.

Det anbefales at drøfte testning som led i det generelle arbejde med at forebygge og håndtere smitte med arbejdsrelateret COVID-19. Hvis arbejdspladsen har en arbejdsmiljøorganisation, kan det ske i regi af denne.

Det kan drøftes lokalt på arbejdspladsen, hvordan tests kan gennemføres hurtigst og mest effektivt. Det er f.eks. muligt at bestille et besøg fra en mobil teststation.