Historisk pessimisme i europæisk erhvervsliv

Det er lagt i ovnen til en spændende dag både politisk og økonomisk med masser af vigtige nøgletal, og senere i dag holder EU’s stats- og regeringschefer topmøde om EU’s redningspakker.

23. april 2020

Dagens analyse af dansk økonomi Niklas Praefke

På forhånd er der lagt op til svære forhandlinger, hvor mange sydeuropæiske lande som Italien, Spanien og Frankrig kræver yderligere hjælp, fx i form af fælles gældsstiftelse for at kunne finansiere de store omkostninger, som coronakrisen har ført med sig.

Men selvom fronterne er trukket hårdt op, så vil dagens videotopmøde sandsynligvis ikke resultere i noget nyt. Med andre ord vil uenigheden kunne fortsætte uden nogen anden aftale end den, som EU’s finansministre blev enige om henover påsken.

På den positive front meldte den europæiske centralbank, ECB, i aftes ud, at den vil fortsætte med at købe obligationer, som før coronakrisen var at betragte som sunde men som nu er blevet nedjusteret til såkaldt junk-status. Ændringen er en vigtig del i kampen for at forhindre, at coronakrisen udvikler sig til en lang og dyb økonomisk krise.

Vi ser naturligvis, at flere lande i disse dage bliver nødsaget til at stifte mere gæld for at imødekomme de store udgifter til fx hjælpepakker og sundhedsvæsenet. For flere i forvejen gældsplagede europæiske lande får det minder frem om gældskrisen, som kom i kølvandet på finanskrisen. Derfor kan ECB’s tiltag vise sig at være særligt vigtigt, især i en tid hvor EU’s ledere kæmper med at finde fælles fodslag.

Senere i dag byder også på de vigtige tal for ansøgere til arbejdsløshedsunderstøttelse i USA, som giver en status på, hvordan det ser ud på det amerikanske arbejdsmarked. Foreløbigt har 22 mio. amerikanere mistet jobbet på blot fire uger, og dagens tal vil sandsynligvis vise en yderligere stigning i ledigheden.

LÆS OGSÅ: Forbrugerne har ikke været så pessimistiske siden finanskrisen

Aldrig har vi set så pessimistiske virksomheder
På nøgletalsfronten er dagen i dag den helt store PMI-dag med tal fra både Frankrig, Tyskland, Eurozonen, Storbritannien og USA. PMI-tallene viser, hvordan virksomhederne bedømmer den faktiske aktivitet, og de er normalt en af de vigtigste indikatorer for, hvordan det går med økonomien.

Indtil videre har dagens tal været grum læsning. For både Tyskland, Frankrig og Eurozonen vurderes situationen i april som værre end i nogen måned under finanskrisen.

Det står altså ganske klart, at coronakrisen og de efterfølgende restriktioner og den sociale distancering, har haft stor negativ effekt på økonomien. Forhåbentligt er det kun en midlertidig nedgang, men omvendt må jeg sige, at den negative kraft, som økonomierne er blevet ramt af, er så voldsomt, at det skaber grund til bekymring.

I Eurozonen viste dagens PMI-tallet et fald til 13,5 i april mod 29,7 i marts, hvor både service og industrien er hårdt ramt. Til sammenligning var det laveste PMI-tal under finanskrisen på 36,2.

For PMI-indekset vil et tal på 50 sige uændret økonomisk aktivitet. Et tal over viser fremgang, mens et tal under 50 modsat viser nedgang.

Direkte oversat indikerer dagens tal, at økonomien skrumper med 7,5 pct. i 2. kvartal. Med så stor tilbagegang i økonomien stiger risikoen for tilbagegang i vores eksport. Det er simpelthen umuligt at opretholde en stor eksport, og vi må nok indstille os på, at vores knap 1.300 mia. kr. store eksport vil svinde ind i år, hvilket selvfølgelig vil ramme dansk økonomi hårdt.

Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk