Grib muligheden men sæt rammerne

10. januar 2018

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Når ledere får tilbud om nye og flere udfordringer på deres arbejdsplads, skal de være opmærksomme på at skabe gode rammer for deres arbejdsindsats gennem en fælles forventningsafstemning.

I sidste uges dilemma på business.dk var afdelingslederen Charlotte under pres, da hendes chef pludselig siger op midt i en omfattende implementering af et nyt it-system. Hun bliver tilbudt at overtage chefens rolle, indtil afløseren er fundet, men hun er i tvivl om, hun kan løfte chefens opgaver og få ledelsen af it-projektet til at hænge sammen med god personaleledelse i sit eget team.

Det er helt afgørende for hendes succes at få afstemt forventninger med ledelsen og hendes team

Ledelsesrådgiver hos Lederne Trine Dilèng

- Charlotte må mærke efter hos sig selv og se på, hvilke udfordringer og muligheder det giver hende, hvis hun også påtager sig chefens ansvar og opgaver, siger Trine Dilèng, der er ledelsesrådgiver hos Lederne.

Er hun indstillet på at prøve kræfter med chefens job, kunne en mulighed være, at Charlotte siger ja, men organiserer sit team anderledes, så hun giver teamlederrollen til en medarbejder, påpeger ledelsesrådgiveren.

LÆS OGSÅ: Hver femte leder arbejder over 50 timer om ugen

- Det er helt afgørende for hendes succes at få afstemt forventninger med ledelsen og hendes team. Det giver klarhed og ro for alle parter, når rammerne for lederskabet og forventningerne til de resultater, hun skal nå, er talt igennem og kommunikeret. Løsningen vil også betyde, at Charlotte får mulighed for at give en dygtig medarbejder en mere fremtrædende og ledende rolle i dén periode, hvor hun selv skal påtage sig chefens opgaver. Og det giver hendes medarbejdere mulighed for at udvikle sig, vurderer Trine Dilèng.

Hun peger dermed på løsning nummer 2.

Svarmuligheder

1. Charlotte siger nej til tilbuddet, og lader det være lederens ansvar at påtage sig chefens opgaver, indtil de har fundet en afløser.

2. Charlotte siger ja tak til tilbuddet, men stiller som krav, at en medarbejder i teamet kan tage rollen som teamleder i perioden. 

3. Charlotte tager imod tilbuddet, velvidende at arbejdsbyrden bliver ekstremt stor.

Sidste uges opfølgningsartikel