Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Grib ind overfor asocial opførsel

27. juli 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Ledere skal gribe tidligt ind, når en nyansat ikke fungerer socialt på sin nye arbejdsplads.

I sidste uges dilemma, der har været til afstemning på Business.dk, har teamlederen Anne ansat konsulenten Jesper, som efter tre måneder ikke er faldet til i Annes seksmandsteam. Det sociale sammenhold i teamet fungerer godt, men nu frygter Anne, at Jespers tilbageholdende opførsel kan true sammenholdet.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen påpeger, at der er mange nyansatte, som stopper inden for det første år på en ny arbejdsplads, fordi de ikke falder til.

Hvis der er tegn på mistrivsel, skal der gribes ind så tidligt som muligt, så der hurtigt kan korrigeres.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

- Lederens opgave er blandt andet at følge medarbejderen og sikre, at han falder godt til. Hvis der er tegn på mistrivsel, skal der gribes ind så tidligt som muligt, så der hurtigt kan korrigeres. At vente til tre måneders ansættelse er for sent, siger Flemming Andersen.

LÆS OGSÅ: Ledere skaber rammer for medarbejdernes trivsel

Flemming Andersen påpeger, at tidshorisonten er vigtig for både teamets sammenhold og for mulighederne efter en eventuel afskedigelse.

Kollegaerne vil få en bedre forståelse for Jespers tilbagetrukkende attitude, hvis de ved, hvad der ligger bag

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

- Hvis Anne ikke tackler problemet hurtigt, vil det blive svært for Jesper at blive en del af fællesskabet, fordi resten af teamet vænner sig til kun at være et fællesskab bestående af fem kollegaer i stedet for seks. Hvis Anne vælger at afskedige Jesper, kan det langstrakte forløb gøre det sværere for den person, som skal overtage Jespers stilling at blive en del af fællesskabet, siger Flemming Andersen.

LÆS OGSÅ: Lederen skal turde lytte, når samarbejdet ikke fungerer

Det kan være svært at træde direkte ind i et sammentømret team, hvor alle kender alle. Derfor er det hele teamets opgave at tage godt imod Jesper, men i sidste ende er det Annes ansvar at forsøge at hjælpe Jesper med at finde fodfæste i teamet, mener Flemming Andersen.

- Anne bør gøre Jesper opmærksom på, at kollegaerne gerne vil hjælpe ham, hvis de kan, for det er det, der ligger bag ånden og kulturen i teamet. Samtidig vil kollegaerne få en bedre forståelse for Jespers tilbagetrukkende attitude, hvis de ved, hvad der ligger bag, siger Flemming Andersen, der anbefaler løsning nummer 2.