Fremtiden er feminin

12. februar 2018

Fremtiden tilhører dem, der tænker feminint. Sådan lyder det fra Kirsten Stendevad, forfatter, foredragsholder og lederudvikler. Engang så man med fremtidsbegejstring frem til nye udfordringer – men sådan er det ikke nødvendigvis i dag, skriver Kirsten Stendevad i Ledernes digitale tidsskrift Ledelse i Dag.

- Når vi kigger på fremtiden for virksomhederne, lurer den fjerde industrielle revolution, nye økonomiske stormagter og eksponentiel forandringshast – tilsammen en cocktail, der varsler nul forudsigelighed og et muligt skrækscenarie, hvor danskerne med salig Niels Helveg Petersens ord risikerer at skulle leve af ”at danse folkedans for kineserne”, skriver Kirsten Stendevad i Ledelse i Dag.

Det, der virkede i det meget maskuline industrisamfund, er utilstrækkeligt i det mere feminine innovationssamfund

Forfatter Kirsten Stendevad

Hvordan forbereder man sig på dét? Hvad skal der til for at forblive relevant, hvis man nu ikke er god til folkedans? Svaret er ifølge Kirsten Stendevad: Du gør klogest i at indrette dig på, at fremtiden er feminin.

- I min bog om emnet, Fremtiden er Feminin – 7 spilleregler i det 21. århundredes lederskab, refererer jeg blandt andet til omfattende undersøgelser fra verdens største spørgeundersøgelsespanel, Brand Asset.

LÆS OGSÅ: Svag stigning i andel af kvindelige ledere

Man har spurgt 64.000 mennesker i 13 lande, der tilsammen står for 65 procent af verdens bruttonationalprodukt, hvilke egenskaber succesrige mennesker og virksomheder fremover vil få brug for. Konklusionen var helt entydig: Fremtiden tilhører dem, der tænker feminint, uddyber hun.

Ifølge Kirsten Stendevad har ”feminin” og ”maskulin” i udgangspunktet ikke noget med køn at gøre. Det er blot den vestlige betegnelse for de to grundessenser, som alt i verden består af, og som alle køn og virksomheder har i sig – det, man i Østen med mere neutrale udtryk kalder ”yin” og ”yang”.

LÆS OGSÅ: Fremtidens leder har grøn dannelse

- Disse to essenser er komplementære og danner tilsammen en integreret helhed. Men i for mange år har den maskuline yang-essens fyldt for meget i vestlige samfund. Nu svinger pendulet tilbage. I den udstrækning, vi som mennesker og virksomheder ikke har bedre adgang til den feminine kraft, end mange af os har i dag, skal vi træne den. Det kan heldigvis godt kan lade sig gøre – og de, der gør det, rykker enormt. Resten bliver mere og mere stressede, udbrændte, paralyserede, forvirrede, syge, uproduktive og kreativitetsforladte, mener hun

Kirsten Stendevad er ikke i tvivl om, at spillereglerne for både mennesker og virksomheder har ændret sig.

- Det, der virkede i det meget maskuline industrisamfund, er utilstrækkeligt i det mere feminine innovationssamfund, siger Kirsten Stendevad, der i Ledelse i Dag giver et bud på syv spilleregler for den feminine fremtid.