Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Fortsat vækst i kvinder på lederposter

18. maj 2015

Kvinderne fortsætter med at øge deres andel af den samlede mængde ledere i Danmark. Nye tal fra Lederne viser, at blandt de, der i første kvartal i år iførte sig en lederkasket, er knap to ud af fem af hunkøn.

Helt præcist viser opgørelsen, at 38,2 procent af Ledernes nye medlemmer i årets første kvartal er kvinder. Det bringer kvindernes samlede andel blandt de godt 109.000 medlemmer op på 28,6 procent. Det er en fordobling siden 1994, hvor kvinderne udgjorde 14,3 procent af medlemmerne.

Hvis man skal være konkurrencedygtig i fremtiden som dansk virksomhed, giver det ikke mening kun at rekruttere fra den ene halvdel af talentmassen.

Bodil Nordestgaard Ismiris, direktør hos Lederne

Direktør hos Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris glæder sig over, at alt tyder på, den stabile vækst, som Lederne har oplevet i en årrække, hvor kvindeandelen er vokset med cirka ét procentpoint om året, vil fortsætte i 2015.

- Selvom der fortsat er et godt stykke vej, til der er ligestilling på ledergangen, er der grund til at glæde sig over, at vi kvartal efter kvartal kan se, at stadig flere lederjob i Danmark bliver besat af kvinder – især på linje- og mellemlederniveau, siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Læs også: Den lille, store forskel

Diversitet skaber konkurrencedygtighed
Direktøren understreger samtidig, at der skal kæmpes en hård kamp for at få udviklingen til at gå endnu stærkere: Både når det gælder den samlede kvindeandel på lederposter, og især når det handler om at få virksomhederne til også at skele til de kvindelige talenter, når topposter skal besættes.

- Der er fortsat mange, der ikke har fået øjnene op for de fordele og muligheder, som det giver at tænke i diversitet, når toplederjob skal besættes. Hvis man skal være konkurrencedygtig i fremtiden som dansk virksomhed, giver det ikke mening kun at rekruttere fra den ene halvdel af talentmassen. Ved at inddrage kvinder får man et langt bredere og bedre udvalg af ledere, fastslår Bodil Nordestgaard Ismiris.