Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Forskellen på mænds og kvinders løn stiger

18. november 2016

På trods af øget fokus på ligestilling og ligeløn stiger forskellen på mandlige og kvindelige lederes løn, viser spritnye tal fra Ledernes lønstatistik. Opråb til både kvinder og mænd og mere ansvarlighed i virksomhederne kan være en del af løsningen, mener Ledernes formand Svend Askær.

Er du kvindelig leder, får du (højst sandsynligt) adskillige tusind kroner mindre end din mandlige lederkollega. Sådan lyder tallene fra Ledernes lønstatistik for 2016, der viser, at kvindelige ledere i gennemsnit tjener 7,6 procent mindre end deres mandlige kolleger for præcis samme type job. I disse tal er der taget højde for forskelle som blandt andet branche, titel, alder, uddannelsesniveau, erfaring og geografi.

Se Ledernes Lønstatistik 2016

Forskellen på kvindelige og mandlige lederes løn 

Det svarer til, at mændene får 8.700 kroner mere i lønningsposen hver måned.

Der er flere mulige forklaringer på denne forskel i løn, mener Ledernes formand Svend Askær:

”Barsel gør en forskel for lønnen. Vi ved, at virksomheder ikke er særlig gode til at løn-regulere medarbejdere, der er på barsel. Og da mænd holder meget lidt barselsorlov, så kommer der helt automatisk en lønforskel.”


Kvinderne skal blive bedre til at kræve deres løn og mændene skal få øjnene op for, at det ikke skader karrieren at holde barselsorlov. Det er faktisk sundt. Både for dem selv, men også for arbejdspladsen

Svend Askær, formand for Lederne

Forskel i motivationen for mænd og kvinder
Noget tyder også på, at jo mere barsel mænd tager, des mere udligner lønnen mellem kønnene sig. Det er for eksempel tilfældet i den offentlige sektor, hvor mænd får fuld løn under barsel og typisk går længere tid derhjemme med det lille barn. Det viser sig også i årets lønstatistik, hvor mandlige ledere i den offentlige sektor tjener 5,2 procent mere end kvindelige ledere, mens de i det private ligger lidt højere end gennemsnittet med en forskel på 7,8 procent.

Men barsel er kun en mulig del af forklaringen, hvis du spørger Svend Askær:

”Vores undersøgelse om jobskifte fra i år peger på, at der er forskel på motivationen bag grunden til, at mænd og kvinder skifter job. Den viser en bred tendens til, at mænd går efter at få mere i løn, mens kvinder lægger større vægt på work-life balance. Hvis vores undersøgelse er et udtryk for en generel holdning blandt mandlige og kvindelige ledere, så vil vi jo få nogle forskelle”, siger Svend Askær og henviser til Ledernes jobskifte-undersøgelse fra efteråret 2016, hvor der ses markante kønsmæssige forskelle på motiver til jobskifte.

LÆS OGSÅ: I Jobskiftets tegn - klumme af Vibeke Skytte

Opråb til mænd, kvinder og virksomhederne

Ifølge Svend Askær skal der sættes ind hos både mænd og kvinder og i virksomhederne i kampen for ligeløn.

 

”Virksomhederne har et ansvar for, at mænd og kvinder der udfører det samme stykke arbejde, bliver betalt det samme i løn. Det nytter ikke noget, at kvinderne bliver snydt. Det er et vigtigt budskab til chefer og direktører, der fastsætter løn, at de er opmærksomme på den her problemstilling og tager hensyn til det”, lyder opfordringen fra Ledernes formand.

 

Han har ligeledes en direkte opfordring til begge køn:

 

”Kvinderne skal blive bedre til at kræve deres løn og mændene skal få øjnene op for, at det ikke skader karrieren at holde barselsorlov. Det er faktisk sundt. Både for dem selv, men også for arbejdspladsen.”

Hjælp til dig

Tema hos lederne

Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback