Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Fordomme blokerer for lederes sektorskift

15. august 2016

Lysten til at fortsætte karrieren i en anden sektor end den nuværende kan ligge et meget lille sted hos de fleste jobsøgende danske ledere. Især privatansatte ledere takker i stor stil nej til en fremtid som offentlig leder. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne om jobskifte, baseret på svar fra 2.064 ledere.

Ifølge undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, er det blandt ledere, som enten er aktivt jobsøgende eller overvejer at skifte job, kun hver syvende, 14 procent, som forestiller sig, at karrieren skal fortsætte i en anden sektor. Splitter man besvarelserne op mellem de nuværende privatansatte og offentlige ledere viser det sig, at mens 47 procent af de offentlige ledere har mod på at skifte sektor, er det kun 10 procent af de private ledere, der kan se sig selv som fremtidige offentlige ledere.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen mener, at fordomme i mange tilfælde blokerer for de gode job- og karrieremuligheder, som et jobskifte til den anden sektor vil medføre.

En større mobilitet mellem sektorerne på ledelsesplan vil komme begge sektorer til gode og skabe dynamik og innovation

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

- En større mobilitet mellem sektorerne på ledelsesplan vil komme begge sektorer til gode og skabe dynamik og innovation. Men desværre antager mange private ledere, som aldrig har arbejdet i det offentlige, at deres udfoldelsesmuligheder vil blive stærkt begrænset, hvis de foretager et sektorskift. Derudover hersker der mange forestillinger om offentlige lederjob, der udspringer af fordomme og medieomtaler, siger Flemming Andersen.

Han mener også, at en del af ansvaret for den begrænsede mobilitet ligger hos de rekrutteringsansvarlige i de private og især offentlige virksomheder og institutioner. De er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt bevidste om at tænke og appellere bredt, når de rekrutterer – herunder når de formulerer jobopslag.

FRA SAMME UNDERSØGELSE: Over halvdelen af lederne vil have nyt job

Præget af Rip-Rap-Rup-effekt
I efteråret 2015 konkluderede en tænkeboks om sektormobilitet, som blandt andre havde deltagelse af ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen, at den begrænsede mobilitet mellem sektorerne hæmmer jobskabelsen i det private erhvervsliv.

Der er brug for, at flere medarbejdere og ledere i begge sektorer søger ud af komfortzonen, skifter sektor og dermed baner vejen for nye og mere innovative samarbejder

Helle Bruun Madsen, Lederne; Anders Ryom Villadsen, Aarhus Universitet; Gert Nielsen, Djøf; Per geisler Hansen, NOCA; Stina Vrang Elias, Tænketanken DEA.

- Der er brug for, at flere medarbejdere og ledere i begge sektorer søger ud af komfortzonen, skifter sektor og dermed baner vejen for nye og mere innovative samarbejder. Kigger vi til udlandet, er der inspiration at hente. I Norge er det for eksempel ikke ualmindeligt, at topledelsen i landets største virksomheder har erhvervserfaring uden for den private sektor. Hvorfor er det ikke sådan i Danmark? Hvorfor lider vi af en Rip-Rap-Rup-effekt, hvor vi ansætter dem, der ligner os selv?, lød spørgsmålet fra medlemmerne af tænkeboksen om sektormobilitet i et debatindlæg.

Ledernes nye undersøgelse om jobskifte offentliggøres i sin helhed i september.