Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Fordobling i andel af ledere med lønsikring

03. april 2017

Et stadig voksende antal ledere i Danmark har spændt et sikkerhedsnet ud under privatøkonomien ved at tegne en lønsikring hos Lederne – en såkaldt Tillægsforsikring. Ifølge en ny opgørelse fra Lederne passerede andelen af ledere med en Tillægsforsikring 23.000 ultimo 2016, hvilket er en fordobling siden 2010.

Alene det seneste år er der kommet 2.000 nye navne på listen over ledere med en Tillægsforsikring, og det er der ifølge salg- og marketingschef hos Lederne Uffe Daub flere forklaringer på.

- Vi kan se, at det politiske fokus, der løbende er på dagpengeområdet i disse år, senest med vedtagelsen i 2016 af den dagpengereform, som betyder en række ændringer i dagpengereglerne med virkning fra 2. januar og 1. juli i år, skaber tvivl og usikkerhed hos mange ledere. Og for stadig flere ledere er det bedste svar på usikkerheden at sikre privatøkonomien i tilfælde af ledighed med en Tillægsforsikring, siger Uffe Daub.

Mange ledere betragter udgiften til en lønsikring som en fornuftig gardering og en rar økonomisk tryghed i form af et supplement til dagpengene, hvis de skulle blive arbejdsløse

Salg- og marketingschef hos Lederne Uffe Daub

Derudover handler det ifølge Uffe Daub i høj grad også om helt grundlæggende om den store forskel, der er mellem gennemsnitslønnen for ledere og dagpengesatsen.

- Den gennemsnitlige månedsløn for en privatansat leder i Danmark er på knap 54.900 kroner, og den indtægtsnedgang, en længere periode på dagpenge vil betyde, kan for rigtig mange ledere få voldsomme privatøkonomiske konsekvenser. Så selvom ledigheden blandt ledere ligger på et stabilt lavt niveau omkring to procent, betragter mange ledere udgiften til en lønsikring som en fornuftig gardering og en rar økonomisk tryghed i form af et supplement til dagpengene, hvis de skulle blive arbejdsløse, siger Uffe Daub.

LÆS OGSÅ: Dagpengereform - hvad betyder det for dig, der er ledig?

Man skal betale til Ledernes Tillægsforsikring i minimum seks måneder, før forsikringen kan komme til udbetaling. Dagpenge og tillægsforsikring kan tilsammen udgøre op til 90 procent af lederens løn.