Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Føleledelse er det egentlige problem

04. april 2016

Debatten om følelser på arbejdspladsen har raset, siden ledelseskonsulent Charlotte Mandrup for nylig udgav bogen ”Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme”. Men i stedet for at diskutere, om medarbejdere skal have hjertet med, når de går på arbejde, bør vi fokusere på at komme ”føleledelse” til livs. Det mener forsker og ekstern lektor ved CBS Anders Raastrup Kristensen.

Anders Raastrup Kristensen definerer i det elektroniske tidsskrift Ledelse i Dag føleledelse som en ledelsesstil, hvor lederen har medarbejdernes trivsel som sit fremmeste mål.

Jeg er grundlæggende enig med Mandrup, når hun påpeger farerne ved et arbejdsliv, hvor vi forventes at have hjertet med i alt, vi foretager os.

Forsker og ekstern lektor ved CBS Anders Raastrup Kristensen

-Jeg er grundlæggende enig med Mandrup, når hun påpeger farerne ved et arbejdsliv, hvor vi forventes at have hjertet med i alt, vi foretager os. Men vores veje skilles, når det kommer til løsningen, hvor Mandrup mener, at vi skal skelne mellem os selv som professionelle og private mennesker, skriver Anders Raastrup Kristensen i Ledelse i Dag.

I stedet for at distancere os fra jobbet, mener forskeren, at vi skal være kritiske over for den måde, der bedrives ledelse på.

- Vi gør arbejdet til et spørgsmål om vores eksistens, når vi har et ledelsessystem, der handler om følelser, skriver Anders Raastrup Kristensen.

LÆS OGSÅ: Følelsestyrani på jobbet fører til stress

Der er penge i følelser
Som eksempler nævner han alle de mange penge, danske virksomheder hvert år bruger på at tale med medarbejdere om, hvordan de har det. På alle de udviklingsmidler, der bruges på at træne ledere til at tale med medarbejdere om deres følelser. Og på alle kurser, ledere sendes på for at lære sig selv at kende.

- Der er penge i følelser, og føleledelse er meget udbredt på danske arbejdspladser. Det er en form for terapeutisk ledelse, hvor lederen kontrollerer medarbejderen ved at blive en ven, som medarbejderen kan dele sine følelser med. Hvor ordrer er erstattet af overtalelse, skriver Anders Raastrup Kristensen.

Frigørelse fra føleledelse handler ikke om, hvorvidt vi må vise følelser på arbejdspladsen. Men ledelse skal i langt højere grad udføres med forretningen i ryggen.

Arbejdet skal give os mulighed for at arbejde med noget, der har vores interesse. Men det må ikke være de personlige interesser, der er omdrejningspunktet for arbejdet.

Forsker og ekstern lektor ved CBS Anders Raastrup Kristensen

-Arbejdet skal give os mulighed for at arbejde med noget, der har vores interesse. Men det må ikke være de personlige interesser, der er omdrejningspunktet for arbejdet. Og lige som ledere ikke skal søge autoritet med en stok i hånden, bør de heller ikke opnå autoriteten ved at manipulere med medarbejdere via psykologisk indsigt, skriver Anders Raastrup Kristensen.

Vejen væk fra føleledelse går ved at fokusere på kerneforretningen, mener Anders Raastrup Kristensen, der opfordrer ledere til at tage ansvar – ikke for medarbejderne som mennesker, men for den fælles forretning, som ledere og medarbejdere sammen bidrager til.

Opdateret: 17.07.2017