Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Flere medarbejdere skal tage ansvar for egen efteruddannelse

13. juni 2016

Der er plads til forbedring, når det gælder især ufaglærte medarbejderes egen indsats for at komme af sted på efteruddannelse og kompetenceudvikling. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne om efteruddannelse, som offentliggøres i dag. 

Ifølge undersøgelsen, der er baseret på svar fra 798 ledere, vurderer 38 procent af lederne, at deres medarbejdere ”slet ikke” eller ”i mindre grad” tager ansvar for egen efteruddannelse og kompetenceudvikling.

Medarbejdernes uddannelsesbaggrund har ifølge undersøgelsen stor betydning for, i hvilken grad de tager ansvar for at få en plads på skolebænken. Blandt de ledere, som har flest ufaglærte medarbejdere i afdelingen, er det således kun fem procent, som vurderer, at medarbejderne ”i høj/meget høj grad” selv tager ansvar, når det gælder om at komme af sted på efteruddannelse og kompetenceudvikling, mens 60 procent svarer ”slet ikke/i mindre grad”.

Bekymrende tal kalder på handling

Uddannelseschef hos Lederne Thomas Christensen finder tallene bekymrende, og han understreger, at både ledere og medarbejderne selv har et ansvar for at rette op på tendensen.

Motivationen for at lære nyt og udvikle sig er den centrale faktor, der skal sættes strøm til.

Uddannelseschef hos Lederne Thomas Christensen

- For nogen opfattes efteruddannelse mere som en straf end en spændende mulighed – en holdning, der især er udbredt blandt medarbejdere med kortere uddannelsesbaggrund. Her kan lederen gøre sit for at skabe en udviklende arbejdsplads og en positiv holdning til efteruddannelse, men det kan ikke lykkes uden, at den enkelte medarbejder tager et medansvar for egen læring. Motivationen for at lære nyt og udvikle sig er den centrale faktor, der skal sættes strøm til. Det gælder både i forhold til virksomhedens resultater, men bestemt også den enkelte medarbejders mobilitet og fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet, understreger Thomas Christensen.

LÆS OGSÅ: Uddannelsesbudget på status quo i danske virksomheder

Større uddannelseslyst blandt højtuddannede

Blandt de ledere, hvor hovedparten af medarbejderne i afdelingen har en videregående uddannelse i bagagen, ser tallene noget anderledes ud. Her vurderer 35 procent af lederne, at medarbejdere i stor stil tager ansvar for deres egen efteruddannelse, mens kun hver fjerde, 24 procent, slet ikke eller i mindre grad synes, medarbejderne selv tager ansvar for at komme på skolebænken.

De økonomiske rammebetingelser for efteruddannelse af medarbejdere med videregående uddannelser skal forbedres, og så skal vi tænke nyt, øge motivationen, bryde traditioner og anvende nye blendede læringsformer.

Uddannelseschef hos Lederne Thomas Christensen

- Mange medarbejdere med en videregående uddannelse vil typisk sige, at efteruddannelse er et personalegode og en effektiv måde at udvikle sig på fagligt såvel som personligt. Men i betragtning af, hvor vigtigt det er løbende at få løftet arbejdsstyrkens kompetencer, kunne jeg godt ønske mig, at langt flere også af de højtuddannede selv blev mere udfarende i forhold til kompetenceudvikling. Medarbejdernes kompetencer påvirker virksomhedernes resultater og konkurrenceevne, og i moderne virksomheder har medarbejderne en helt central rolle sammen med lederne, når det gælder om at forny og videreudvikle arbejdspladsen, fastslår Thomas Christensen.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du interessere dig for medarbejdernes efteruddannelse

Uddannelseschefen peger på, at både virksomheder og medarbejdere skal blive bedre til at sætte sig ind i de mange muligheder, der er for at tage efteruddannelse.

- Som det er i dag, er det offentligt finansierede voksen- og efteruddannelsessystem bureaukratisk og uoverskueligt. De økonomiske rammebetingelser for efteruddannelse af medarbejdere med videregående uddannelser skal forbedres, og så skal vi tænke nyt, øge motivationen, bryde traditioner og anvende nye blendede læringsformer, lyder opfordringen fra Ledernes uddannelseschef.