Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Fire af ti ledere er blevet headhuntet

19. februar 2018

41 procent af lederne er blevet headhuntet til deres job. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne. I alt har 3.390 ledere deltaget i undersøgelsen. 27 procent svarer, at det var virksomheden, der kontaktede dem, da de fik deres job. 14 procent svarer, at de blev kontaktet af et rekrutteringsbureau.

- 41 procent er et højt tal som bekræfter, at der er godt gang i hjulene og dermed rift om de gode ledere, siger Flemming Andersen, der er ledelsesrådgiver hos Lederne.

Selvom det i mange brancher er blevet vanskeligt at skaffe kvalificeret arbejdskraft, oplever virksomhederne stadig at få mange ansøgninger til opslåede stillinger, tilføjer han.

Man kan ikke regne med, at man bliver opdaget og kontaktet, hvis man sidder på et kontor og passer sit daglige arbejde uden at gøre opmærksom på sig selv. Man skal stadig sælge sig selv.

Flemming Andersen, ledelsesrådgiver hos Lederne

- Til de mest attraktive stillinger er det stadig ikke usædvanligt, at der kommer 250-300 ansøgninger. Alligevel sker det ofte, at virksomhederne må hyre rekrutteringsbureauer til at finde egnede kandidater, fordi der ikke er tilstrækkeligt mange kvalificerede, som selv har søgt eller fordi, virksomhederne ikke orker at håndtere processen selv, siger ledelsesrådgiveren.

Selvom hver fjerde kandidat bliver headhuntet, skal man som leder stadig gøre en aktiv indsats, hvis man har ambitioner om at skifte job.

LÆS OGSÅ: Ledere hyres og fyres af forskellige grunde

- Man kan ikke regne med, at man bliver opdaget og kontaktet, hvis man sidder på et kontor og passer sit daglige arbejde uden at gøre opmærksom på sig selv. Man skal stadig sælge sig selv. Man skal sørge for gøre sig synlig, blandt andet ved at komme på de rigtige projekter i virksomheden eller ved at deltage i forskellige udvalg, holde oplæg, deltage i debatter osv., siger Flemming Andersen.

Han gør opmærksom på, at det at netværke lige så meget handler om at tilbyde sin hjælp som at få hjælp.

 

LÆS OGSÅ: Kun én ud af 50 ledere står uden job

 

- Man skal huske, at headhuntere er hyret af virksomhederne. De arbejder ikke for at hjælpe kandidater med at finde job. De arbejder for at hjælpe virksomheder med at finde kandidater. Derfor er man som kandidat ikke per automatik interessant, hvis man selv henvender sig til en headhunter, men man kan løbende gøre sig interessant ved at tilbyde sin hjælp. Blandt andet kan man byde ind, hvis en headhunter spørger, om man har kendskab til gode kandidater til et job, som ikke er oplagt for en selv. Eller man kan bidrage med branchekendskab eller netværk, siger Flemming Andersen.