Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Færre konflikter på danske arbejdspladser

23. maj 2016

Der bliver stadig længere imellem konflikterne på de danske arbejdspladser. Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne, som offentliggøres i dag, er der siden 2014 sket et markant fald i andelen af ledere, som ringer med alarmklokkerne i forhold til konfliktniveauet på arbejdspladsen.

Undersøgelsen, der er baseret på svar fra 1.927 ledere, viser, at mens 20 procent af lederne i en undersøgelse fra 2014 betegnede konfliktniveauet som ”højt/meget højt”, er det nu kun hver ottende leder, 13 procent, der sætter prædikaterne ”højt” eller ”meget højt” på konfliktniveauet. Tilsvarende er der sket en stigning i andelen af ledere, som mener, at konfliktniveauet på arbejdspladsen er ”ikke-eksisterende” eller ”lavt”: Fra 49 procent i 2014 til 57 procent her i 2016.

Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen glæder sig over den positive udvikling.

Den positive udvikling, når det gælder vurderingen af konfliktniveauet, afspejler i høj grad, at virksomhederne generelt klarer sig væsentligt bedre nu end for to år siden, hvor mange stadig mærkede efterveer af finanskrisen.

Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen

- Dårlig økonomi og usikre fremtidsudsigter giver grobund for mange uproduktive gnidninger og konflikter på arbejdspladserne. Så den positive udvikling, når det gælder vurderingen af konfliktniveauet, afspejler i høj grad, at virksomhederne generelt klarer sig væsentligt bedre nu end for to år siden, hvor mange stadig mærkede efterveer af finanskrisen. Samtidig er der ingen tvivl om, at udviklingen også skal tilskrives ledelsesmæssig fokus på at skabe en kultur, hvor konflikter bliver taget i opløbet, og hvor konstruktiv kritik og dialog er velkommen, siger Lars Andersen.

LÆS FRA SAMME UNDERSØGELSE: Ledere oplever kun sjældent sager om sexchikane

Undersøgelsen viser en klar sammenhæng mellem konfliktniveauet og det psykiske arbejdsmiljø på virksomhederne. 82 procent af lederne fra arbejdspladser med et ikke-eksisterende eller lavt konfliktniveau vurderer, at det psykiske arbejdsmiljø er godt eller meget godt. 

Oplevelsen af sammenhold har betydning for konflikter. Jo bedre sammenholdet er på arbejdspladsen, desto bedre er det psykiske arbejdsmiljø også.

Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen

På de arbejdspladser, hvor der fortsat ofte opstår konflikter, kan et brugbart redskab ifølge Lars Andersen være, at ledelsen arbejder målrettet på at skabe sammenhold.

LÆS FRA SAMME UNDERSØGELSE: Ingen mobning på syv ud af ti virksomheder

- Oplevelsen af sammenhold har betydning for konflikter. Jo bedre sammenholdet er på arbejdspladsen, desto bedre er det psykiske arbejdsmiljø også, og det betyder færre konflikter, mindre mobning og bedre trivsel, siger Lars Andersen.

Et godt sammenhold er ifølge Lars Andersen kendetegnet ved, at man har tillid til hinanden, arbejder for det fælles mål og deler værdier i forhold til at løse kerneopgaven.

Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.