Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

En mobbet leder må selv tage affære

13. januar 2016

En leder, der føler sig mobbet, skal have opbakning til selv at løse problemet.

Mobning er skadeligt for arbejdsmiljøet og må ikke tolereres på arbejdspladser. Men det er ikke altid så ligetil at afgøre, hvorvidt en konflikt rent faktisk har udviklet sig til mobning.

LÆS HELE DILEMMAET

Afdelingschefen Rasmus fra sidste uges ledelsesdilemma er usikker på, hvordan han bedst hjælper sin teamleder Casper, som føler sig mobbet af sit team. Casper har været ansat i en måned og har fra begyndelsen gjort opmærksom på, at der er noget galt med klimaet i teamet: Caspers uddelegering af opgaver ignoreres, og efter en måneds tid kommer Casper til Rasmus og fortæller, at han bliver mobbet af medarbejdergruppen.

Hvis det viser sig at være Caspers ledelsesstil, der er problematisk, vil en flytning blot flytte problemet.

Nanna Simone Jensen, arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne

Arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne, Nanna Simone Jensen, opfordrer afdelingschefen Rasmus til at tage Caspers oplevelse af at blive mobbet alvorligt:

- Jeg synes Rasmus skal tale med Casper om, hvad det helt konkret er, der får ham til at føle sig mobbet af sine medarbejdere. Han skal være nysgerrig og spore sig ind på, hvad der foregår i teamet, siger Nanna Simone Jensen.

Nanna Simone Jensen understreger, at man skal passe på med at kalde alle konflikter og samarbejdsproblemer for mobning:

- Der har ikke tidligere været problemer i teamet, så Rasmus’ opgave er i høj grad at hjælpe Casper med at finde årsagen til problemet. På den måde kan det blive nemmere for Casper at flytte fokus fra det personlige og bringe uenighederne tilbage på et konstruktivt niveau, siger Nanna Simone Jensen.

Rasmus skal stole på sin egen begrundelse for at ansætte Casper, men naturligvis følge udviklingen i teamet tæt.

Nanna Simone Jensen, arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne

Uanset om Casper bliver mobbet, eller der er tale om andre problemer i teamet, skal Casper som teamleder have mulighed for selv at løse det. Som afdelingsleder er Rasmus’ opgave i højere grad at støtte og bakke op:

- Rasmus skal hverken flytte Casper til et andet team eller tale dunder til medarbejderne. En forflytning af Casper kan overfor medarbejderne signalere, at mobning nytter. Hvis det viser sig at være Caspers ledelsesstil, der er problematisk, vil en flytning blot flytte problemet. Derudover vil det vil fuldstændigt underminere Caspers autoritet, hvis Rasmus går ind og ”overtager” problemet. Rasmus skal stole på sin egen begrundelse for at ansætte Casper, men naturligvis følge udviklingen i teamet tæt, siger Nanna Simone Jensen, der dermed anbefaler løsning nummer to.