Eksperimenter er vigtige for at flytte sig

05. marts 2018

At eksperimentere, at kunne være bæredygtig og at have passion for sit arbejde er tre egenskaber, som Peder Holk fremhæver, når det gælder succesfuld ledelse, og som han selv fokuserer meget på i sit arbejde i Novozymes. 

- Det handler om at give plads til eksperimenter. Når eksperimenter ikke nødvendigvis går godt, skal man passe på ikke at være alt for kritisk over for dem. Man skal prøve at tænke på helheden, siger Peder Holk i et nyt videointerview, som netop er offentliggjort på Lederne.dk

I Novozymes fylder forskning og eksperimenter selvsagt meget, men ifølge Peder Holk bør eksperimenter også være en vigtig del af arbejdet på kontoret, hvis man som virksomhed vil stile mod toppen af branchen. De giver nemlig anledning til både læring og derved forbedring, mener han:

- Det er jo eksperimenter, man lærer af, hvad end de foregår i forskning, i ledelseskontoret eller i bestyrelsen. Derfor skal man ikke være ked af, at noget går galt. Så længe, man lærer af det, og hele tiden bliver bedre, så flytter man sig, og så løber man væk fra alle de andre.

Den passion for arbejdet, den energi, der kommer på arbejdet hver morgen, det er den, der afgør det hele.

CEO i Novozymes, Peder Holk

 Når man eksperimenterer i hverdagen og prøver ting af løbende, kan man som leder også få et bedre indtryk af, hvilken retning det vil være bedst at trække virksomheden i. 

- Ledere i større virksomheder kan påvirke store virksomheder til at bevæge sig i en bestemt retning, siger han.

Står det til Peder Holk, skal retningen i mange tilfælde gå mod bæredygtighed:

- Jeg synes det er vigtigt, at ledere arbejder på at skabe en mere bæredygtig verden – det er faktisk vigtigt, at vi alle sammen gør det.

LÆS OGSÅ: Fremtidens leder har grøn dannelse

Men bæredygtighed kommer i mange former - en bæredygtig virksomhedskultur skaber nemlig rammerne for en god arbejdsplads, og netop dette er endnu et punkt, som Peder Holk lægger stor vægt på:

- Jeg har som målsætning for mit arbejde i Novozymes, at det skal være et fantastisk godt sted at arbejde. Jeg tror fuldt og fast på, at hvis man har gode rammer, og vi får den rigtige struktur i vores arbejde, så kan vi slå hvem som helst, siger han.

Men det er ikke kun rammerne og strukturen, der kan være afgørende for, om virksomheden er et godt sted at arbejde. Det handler nemlig også om den passion, man har for sit arbejde:

- Den passion for arbejdet, den energi, der kommer på arbejdet hver morgen, det er den der afgør det hele.