Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Distanceledere skal investere tid i medarbejderne

19. oktober 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Som distanceleder skal man arbejde endnu hårdere for at skabe et tillidsfuldt miljø.

Hvad stiller man op som distance-leder, hvis man fornemmer, at medarbejderne på den anden side af jorden er overbelastede, men de selv siger, at alt er fint? Lederen Karin stod i den situation i sidste uges dilemma på business.dk.

- Der er nogle udfordringer ved at lede på distancen, blandt andet fordi det ikke er muligt at se sine medarbejdere i øjnene. Det gør det svært for lederen at være opmærksom på adfærdsændringer og andre tegn på overbelastning hos medarbejderne. Distancen mellem Karin og medarbejderne kræver, at trivsel italesættes meget direkte, siger Nanna Simone Jensen, der er arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne.

Ofte sker der det, at video-møder kun handler om koordinering, og ledelsen af medarbejderne bliver nemt en slags ”tjek-op-ledelse”

Arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne Nanna Simone Jensen

Hvis man som leder har en fornemmelse af, at ens medarbejdere er overbelastede, skal man handle på det og ikke vente på, at medarbejderne siger fra selv, mener Nanna Simone Jensen.

- Ofte sker der det, at video-møder kun handler om koordinering, og ledelsen af medarbejderne bliver nemt en slags ”tjek-op-ledelse”. Karin bør i det næste stykke tid sætte frekvensen eller længden af video-møderne op, så der er tid til at få selve opgaveløsningen på dagsordenen, siger Nanna Simone Jensen, der anbefaler løsning nummer 3.

LÆS OGSÅ: Nøglen til globalt lederskab er at lytte og aflæse

Ifølge Nanna Simone Jensen er det ikke nok bare at spørge ”har I for meget at lave?” Karin skal hjælpe medarbejderne med at prioritere opgaverne og spørge ind til opgaveløsningen:

- Karin skal være en meget tydelig leder, som viser medarbejderne, hvad hendes forventninger er til de enkelte opgaver. Hun skal investere den tid, som det tager at drøfte prioriteringen af opgaverne. Og det er en god investering, for hvis medarbejdere er overbelastede, så stiger risikoen for fejl, og produktiviteten kan falde, fastslår Nanna Simone Jensen.