Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Det er loyalt at lede opad

02. maj 2018

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: I sidste uges dilemma var mellemlederen Malene i vildrede. IT-virksomheden, hun arbejder hos, er blevet købt af en amerikansk gigant, som har afskaffet muligheden for hjemmearbejde.

Det har udløst stor utilfredshed hos flere medarbejdere, som nu overvejer at søge væk. Malene ønsker ikke at se sin afdeling falde fra hinanden, men samtidig vil hun ikke trodse topledelsen og give medarbejderne lov til fortsat at arbejde hjemme.

Det er mellemlederens ansvar at lede opad og sørge for, at den nye topledelse får at vide, hvad der rører sig hos medarbejdere

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen understreger, at både mellemledere og medarbejdere altid bør støtte nye ledelsestiltag, men at mellemledere ikke må glemme at lede opad.

- Under større organisationsforandringer, hvor mange ændringer er i spil, ser man ofte, at medarbejderne sætter stort fokus på tilsyneladende mindre sager. Det gør som en reaktion på de forandringer, der sker. Dog er det stadig vigtigt, at man som mellemleder handler på det og giver den nye topledelse en chance for at forklare årsagen til ændringerne. Det er mellemlederens ansvar at lede opad og sørge for, at den nye topledelse får at vide, hvad der rører sig hos medarbejdere. Kun ved at vide, hvad der foregår, kan topledelsen handle, siger Flemming Andersen.

LÆS OGSÅ: Strategisk ledelse er sværere end nogensinde

Han anbefaler derfor løsning nummer 1, hvor Malene går til topledelsen og beretter om den tidligere ledelseskultur og de nu utilfredse medarbejdere.

- Det er ved at informere opad, at Malene viser loyalitet og respekt over for den nye topledelse. Hun bør starte med at være nysgerrig på deres beslutning og høre, hvad der ligger bag. Muligvis er det en fast koncernpolitik, eller måske er topledelsen åben for ændringer. Og så kan hun passende forklare, hvorfor hjemmearbejde har fungeret for virksomheden før, siger Flemming Andersen.

LØSNINGSFORSLAG:

1. Malene går til topledelsen, hvor hun beretter om den tidligere ledelseskultur og de nu utilfredse medarbejdere.

2. Malene tager en snak med nærmeste leder og foreslår, at de sammen leverer et oplæg til den nye topledelse, hvori de efterspørger et kompromis, som gør det muligt fortsat at praktisere hjemmearbejde.

3. Malene vælger ikke at gøre noget, men afventer og håber, at de utilfredse medarbejdere vil indordne sig.

Sidste uges opfølgningsartikel