Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Derfor skal du interessere dig for medarbejdernes efteruddannelse

02. marts 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Alt for meget læring fordufter, når medarbejdere har været på kursus.

Mange virksomheder har svært ved at udnytte den viden, som medarbejderne får på kurser og efteruddannelse. I sidste uges ledelsesdilemma var økonomichefen Lene allerede på forhånd træt ved tanken om de kommende MUS-samtaler og medarbejdernes ønsker om uddannelse. Lene mener, at de mange kurser, som virksomheden betaler, mest af alt gør gavn som personalepleje.

- Der er ingen tvivl om, at efteruddannelse også bruges som fryns, men det er faktisk en dårlig idé - både for den enkelte medarbejder og for virksomheden, siger chefkonsulent for uddannelse hos Lederne, Marianne Rasmussen.

Jeg tror, alle har oplevet at være på kursus og komme tilbage på arbejde uden mulighed for, at man kan bruge det nye, man har lært, og det er frustrerende.

Chefkonsulent for uddannelse hos Lederne, Marianne Rasmussen

- Jeg tror, alle har oplevet at være på kursus og komme tilbage på arbejde uden mulighed for, at man kan bruge det nye, man har lært, og det er frustrerende. Virksomheden får samtidig ikke nok ud af investeringen og misser muligheden for, at medarbejdernes nye kompetencer kan bidrage til at udvikle virksomheden og forbedre bundlinjen, siger Marianne Rasmussen.

Marianne Rasmussen mener, at det er helt legitimt at forvente, at efteruddannelse, som virksomheden finansierer, er relevant for medarbejderens arbejde og udvikling. Derfor foreslår hun, at økonomichefen Lene tænker over, hvordan hun kan bruge sin lederrolle til at få mere værdi ud af medarbejdernes efteruddannelse.

Det er nemlig sådan, at hvis man ikke på forhånd har gjort sig tanker om, hvilke uddannelser, der er relevante, og hvordan man vil implementere den nye viden i arbejdet efterfølgende, kan meget af den nye læring forsvinde som dug for solen.

LÆS OGSÅ: Uddannelsesbudgetter får vokseværk i 2016

- Derfor kunne det være en god ide, at Lene får overbevist direktionen i virksomheden om, at der er brug for en strategi for, hvordan virksomheden får værdi for uddannelsespengene. Men en strategi gør det ikke alene. Hvis der ikke er tradition for, at ledere og kolleger får del i den viden, som en medarbejder kommer hjem med efter et kursus, er der behov for en kulturændring, siger Marianne Rasmussen.

- Hvis det overhovedet er praktisk muligt, synes jeg, det er en god ide med et fælles internt kursus for hele afdelingen. Det vil give Lene og medarbejderne mulighed for at lære noget nyt sammen, og efterfølgende kan de fastholde hinanden i det, de har lært, siger Marianne Rasmussen og peger på løsning nummer tre.

Fælles uddannelse til en hel afdeling vil dog ikke være den rigtige løsning år efter år. Men løsningen kan bruges som første skridt til at skabe en kultur i virksomheden, hvor efteruddannelse ses som en del af virksomhedens forretningsudvikling i samspil med en løbende faglig udvikling af medarbejderen.

Opdateret: 24.11.2016